LEJRE: Bramsnæs og Hvalsø historiske forening havde deres første arrangement efter sammenlægningen af de to foreninger, med en fortsættelse af Bramsnæs løbende kirke- og kirkegårdsvandringer.
Denne gang foregik det i Kirke Sonnerup, og denne gang også med Rye – Sonnerups præst gennem mange år Birgit Svendsen, som også denne gang fortalte levende og varmt om kirkens meget interessante historie, fra 1100-tallet til i dag.
Bagefter var der kirkegårdsvandring, hvor deltagerne blandt andet så stenen fra 2. Verdenskrig med en omkommet frihedskæmper og en kendt sten med sognefoged Anders Mogensen som deltog i Treårskrigen 1848 – 1851 og blev hædret med Dannebrogskorset for sin indsats i krigen.
– Selv om det regnede havde vi alligevel en god og meget interessant aften, og vi glæder os til næste besøg, der formodentlig bliver i Kirke Hyllinge, som også har en spændende historie og en interessant kirkegård, siger Bjarne Holm fra Bramsnæs og Hvalsø Historiske Forening.
/TS