Læserbrev
Af Flemming Damgaard Larsen (V),
medlem af Regionsrådet i Region Sjælland
Danmark bryster sig af at være et velfærdssamfund, men hvordan kan vi kalde os selv det, når vi svigter vores mest sårbare borgere? Historien om en udviklingshæmmet kvinde, der har ventet i 10 måneder på en simpel godkendelse af en værge, blot for at kunne flytte til et sted med den nødvendige døgnbemanding, er ikke bare hjerteskærende – det er en skandale.
Hvordan kan vi som samfund acceptere, at en kvinde efterlades ensom og forsvarsløs på grund af et bureaukrati, der snegler sig afsted? Mens myndighederne trækker tiden, lider mennesker. I dette tilfælde har ventetiden fået alvorlige konsekvenser: en episode, der nu er under politiefterforskning, kunne formentlig være undgået, hvis systemet havde handlet hurtigt. Det er fuldstændigt uacceptabelt.
Der er bred enighed mellem bostedet, kommunen og familien om, at kvinden har behov for mere støtte end det nuværende bosted kan tilbyde. Alligevel har hun været fanget i en uendelig ventetid, der på alle måder er uværdig. Hendes adfærd – at banke på vinduer for at søge kontakt – er et skrig om hjælp, som ingen burde ignorere. Hendes ensomhed og frustration er ikke blot en personlig tragedie, men en plet på et system, der burde beskytte hende.
Det er ikke nok at påpege problemerne – der skal handles. Familieretshusets langsomme sagsbehandling er en del af et større problem i det danske velfærdssystem, hvor ressourcerne tilsyneladende ikke er tilpasset de reelle behov. Hvorfor tager en simpel godkendelse af en værge, som ifølge eksperter burde være en formsag, så lang tid? Er det mangel på ressourcer, ineffektive procedurer eller simpel ligegyldighed? Uanset årsagen er resultatet det samme: Mennesker betaler prisen.
Denne sag er ikke enestående, og det gør den endnu mere alarmerende. Hvor mange andre sårbare mennesker lider i stilhed, fanget i et system, der burde være deres sikkerhedsnet? Det er på tide at stoppe op og spørge, hvilket samfund vi ønsker at være. Jeg mener et samfund, hvor vi handler hurtigt og effektivt for at sikre alle et værdigt liv.
Ansvarlige myndigheder og de ansvarlige politikere må tage denne sag som en advarsel. Det er ikke blot en administrativ opgave, der skal løses. Det er en moralsk pligt. Danmark kan ikke kalde sig et velfærdssamfund, hvis vi tillader sådanne svigt at fortsætte. Lad os gøre op med den ligegyldighed, der gennemsyrer systemet, og insistere på forandring – nu.
