Så er vi i gang

Så er vi i gang

Læserbrev

Af Inge Messerschmidt,
Gruppeformand
Dansk Folkeparti (O)

Endelig. Så lykkedes det! Nu er vi i gang!

Som forsøgsordning det kommende år har alle borgere over 15 år bosiddende i Frederikssund Kommune nu mulighed for at stille forslag på kommunens hjemmeside. Forslag man ønsker behandlet og måske få gennemført i kommunen. Opnår det enkelte forslag 300 positive tilkendegivelser fra andre borgere, skal det behandles i byrådet. Det vigtige ved denne ordning er, at kommer et borgerforslag videre til byrådets dagsorden, sker det ved en åben behandling, så borgere frit kan følge debatten. Denne form for gennemsigtighed og åbenhed er meget vigtig.

Da Dansk Folkeparti foreslog denne form for borgerinddragelse tilbage i sidste byrådsperiode var det et absolut ”no- go”, med den begrundelse at det var en unødvendig ordning, da der var mange andre veje ind til os politikere.

Så desværre stod Dansk Folkeparti på daværende tidspunkt alene med forslaget.

Pludselig kunne det alligevel samle flertal i byrådssalen, da forslaget blev forelagt igen i denne byrådsperiode. Og tak for det!

Allerede nu kort efter opstarten er der en del borgere, der har oprettet meget forskellige forslag. I skrivende stund er der 26 forskellige. Et enkelt af dem har i løbet af tre dage opnået næsten halvdelen af de påkrævede støttetilkendegivelser for at forslaget skal forelægges byrådet. Det er en fin opstart, og det viser, at det er en vigtig mulighed for alle borgere.

Denne form for borgerinddragelse giver en direkte adgang til det politiske arbejde helt fra 15 års alderen. For selv om vi 23 i byrådssalen er bredt repræsenteret, kan vi ikke have fingeren på pulsen over det hele. Vi kender ikke til alt, der rør sig i hele kommunen, og hvilke ønsker der er.

Dansk Folkeparti hilser forsøgsordningen stort velkommen, og vi glæder os til at følge den.

Andre artikler fra denne uge