Rok og uld i Venslev

Rok og uld i Venslev
Frem med pindene, når Venslev strikke- og hæklefestival ruller sig ud lørdag 20. og søndag 21. juli.

VENSLEV: Venslev strikke- og hæklefestival ruller sig ud lørdag 20. og søndag 21. juli fra kl. 10-16 begge dage.

Det hele startede med en tur til strikkefestival på Fanø. Over en flaske rosévin blev initiativtagerne enige om, at det kan man også lave i Venslev. De begyndte med at forhøre sig hos de lokale forhandlere, om de ville være med, og idéen blev heldigvis godt modtaget.

Davidsen var fra start villig til at udlåne et tomt lokale til formålet, og flere af de lokale strikkere har bidraget med flotte vimpler, som er sat op som symbol på den nye festival.

For første gang vil arrangørerne prøve at lave strikke yoga. Anne-Mette har lavet nogle yogaøvelser, som man kan strikke til, og de gentager succesen med strikkebanko om søndagen.

Om lørdagen kommer Pia Madsen fra Birkedal pelsfår for at holde foredrag, og der vil også være lidt aktiviteter for børn og barnlige sjæle.

– Vores hensigt er, at man kan komme og hygge, strikke og hækle, samtidig med at man kan søge ny inspiration hos de forskellige stadeholdere, siger arrangørerne.

Det sker på H. C. Vej 8 i Venslev, og alle er velkomne mod en symbolsk entré.

/TS

Andre artikler fra denne uge