Rød Løber med nye tiltag

Rød Løber med nye tiltag

SKIBBY: Der bliver meget at vælge i mellem for både store og små ved årets Rød Løber fredag den 30. august.

Som noget nyt bliver Hovedgaden spærret fra Valmuevej til rundkørslen fra klokken 17 til 21. Her vil man kunne se amerikanerbiler, veteranbiler og andre specielle biler – samt blive fristet af de loppeboder som står langs Hovedgaden. 

Foran Fjordrejser underviser Salsa Latina fra Roskilde i salsadans fra klokken  17.30. 

Et andet sted finder man Rockabilly Ladies; seks friske piger i 50’er tøj, der sælger cupcakes, tasker og smykker samt kører på motorcykler. 

I Bymidten byder Silverstar Linedancers op til dans klokken 18 og igen klokken 20. 

Fra klokken 17.45 starter  Long John Jam deres underholdning i Bymidten og derefter forskellige steder langs Hovedgaden. De synger og spiller fra deres ladcykel med påmonteret keyboard og bevæger sig rundt på hele pladsen. 

Ved madteltene sidder Søren og Rune fra Hornsrock og spiller hygge- og populær musik for dem, der sidder og spiser nogle af de mange fristelser, som de forskellige boder og spisesteder tilbyder. 

Vintergækkens Café tilbyder fadøl, special øl, sodavand og flere varianter af kaffe til rimelige priser.

Welbiken
Egholm Museum deltager også med en stor militærbil og en mini motorcykel fra 2. verdenskrig. 

Welbike er en motorcykel, som blev kastet ned med faldskærm under 2. Verdenskrig. Den er produceret til at kunne ligge i en faldskærmscontainer, og skulle pakkes ud og startes på 11 sekunder. 

Desuden arrangerer Egholm Museum en gætteleg for børnene. 

Både børn og voksne kan også deltage i Firkløverløbet, hvor man skal rundt i forretningerne og finde bogstaver og så gætte et kodeord. 

Politihjemmeværnet, der vil stå ved afspærringerne af Hovedgaden, har også en hverve- og førstehjælpsstation ved Retro Shoppen, hvor man kan få mere atvide om deres arbejde. 

Man kan også møde Husmadsen, Renergi, Brandbjerg Gårdmejeri, Galleri Svaneskov, Frisør Line – og endelig kan man gå en tur ned på brandstationen, der  holder åbent hus med forskellige aktiviteter for børn og barnlige sjæle.

Andre artikler fra denne uge

Jul på Selsø Slot


SELSØ: 7. og 8. december omdannes Selsø Slot til et hyggeligt juleslot med varm gløgg og lune æbleskiver. Lokale kunsthåndværkere

Læs mere »