Reparationen af Columbus bliver dyrere end forventet

Reparationen af Columbus bliver dyrere end forventet

FREDERIKSSUND KOMMUNE: I foråret blev Byrådet orienteret om teknisk analyse af færgen Columbus. Analysen konkluderede, at færgen skulle gennemgå en række akutte reparationer, såfremt den fortsat skulle sejle.

Udgiften blev dengang anslået til 1,6 millioner kroner.

Byrådet blev ligeledes orienteret om, at det ville kræve Søfartsstyrelsens godkendelse af reparationsplanen at få færgen i drift igen.

Byrådet bevilgede de 1,6 millioner kroner og besluttede samtidig, at færgen hurtigst muligt skulle i sejlads igen.

Efter yderligere dialog med Søfartsstyrelsen blev reparationerne opdelt i to faser; de reparationer som absolut skulle udføres, inden der kunne gives sejltilladelse for sæsonen og de, som kunne afvente værftsbesøg i efteråret.

Værre end først antaget

Fase 1 blev gennemført med det samme, og færgens sejlads blev genoptaget den 16. juni.

Fase to blev påbegyndt i forbindelse med værftsbesøget i oktober.

Efterhånden som færgen er blevet åbnet for udførelse af de forventede reparationer, har det vist sig, at nogle forhold var i værre stand end forventet, da den tekniske analyse og omkostningsoverslaget blev udarbejdet.

Det drejer sig blandt andet om nogle af stålpladerne i færgens skrog, som ikke længere var mulige at reparationssvejse, men som skulle udskiftes helt.

Bunden på kollisionsskottet var tæret mere end forventet og skulle udskiftes med nye stålplader.

Det har derudover været nødvendigt at udføre yderligere reparation af passagerplatformen, dækshuset samt diverse gelændere.

Da de fleste af reparationerne skulle udføres mens færgen var på værft, er omkostningerne til selve værftsbesøg, skibskyndig konsulent mv. ligeledes steget.

Marts 2023

De mere omfattende arbejder betyder også, at ikke alle reparationer kan udgøres inden årets udgang.

De strækker sig ind i foråret 2023 og forventes afsluttet senest marts 2023.

De endelige omkostninger til akutreparationer forventes øget fra 1,6 millioner kroner til 2,7 millioner kroner.

Andre artikler fra denne uge