Af Tina Tving Stauning (A)Formand for Teknisk Udvalg
Så lykkedes det endelig at få vedtaget Klimastrategien for Frederikssund Kommune.
Det glæder mig meget at byrådet nu kunne samles om de fastsætte konkrete mål. Klimastrategien 2019 fastslår, at Frederikssund Kommune indenfor egne rammer sigter efter at være uafhængig af fossile brændstoffer senest år 2030 og at Frederikssund Kommune sigter mod at kommunen som geografisk enhed er CO2-neutral senest i 2045.
Med disse målsætninger kommer der skub på at få lavet de nødvendige handleplaner, så Klimastrategien ikke bare bliver tomme ord, men bliver omsat i konkret handling.
Teknisk Udvalg har allerede modtaget flere forslag til, hvad der kan gøres fra borgere og organisationer. Hvad der er vigtigt at ændre på. Tak for det. Vi skal jo sammen sikre, at der også bliver en fremtid for vores børn og børnebørn.
Derfor er det vigtigt at det også er blevet vedtaget, at Frederikssund Kommune tilslutter sig Giftfrie Kommuner. Ved at stoppe med at bruge sprøjtemidler er vi med til at beskytte grundvandet. Frederikssund Kommune er for længst holdt op med at bruge gift på grønne arealer og mange haveejere er stoppet, men det er vores ambition at mange flere i hele Frederikssund Kommune følger trop.
Med en klimastrategi med konkrete mål, en handleplan på vej for konkrete tiltag og en fælles omsorg for grundvandet er vi godt på vej mod et grønnere og renere klima og miljø. Der er langt igen, men de første solide skridt er taget nu.