Rejs jer, og frygt ikke!

Rejs jer, og frygt ikke!

Vi befinder os i epifani-tiden, – ja altså i åbenbarings- og tilsynekomsttiden, helligtrekongertiden – som jo indledtes den 6. januar, trettende dagen efter jul og samtidig også dagen, hvor julen slutter.
Engang, det kan man måske stadigvæk, købe et helligtrekongerlys, som er et tregrenet lys med en flamme for hver af kongerne. Når flammerne så møder de tre lysgrene, lyder der et ordentligt knald, fordi der er krudt nederst hvor de tre grene støder sammen, og knaldet er lyden og tegnet på, at julen endegyldigt er forbi og helligtrekongertiden begynder, epifanitiden.
Men hvad kan vi bruge den til. Ja, først og fremmet er epifanitiden, en tid, der fokuserer på, at Jesus viser os, hvem han er. Han åbenbarer sig for os, som den han er; Guds søn. Ligesom han ifølge legenden åbenbarede sig for de tre vise mænd, kongerne; Kasper, Melchoir og Balthzar, som hver repræsenterede deres verdensdel: Østen, Afrika og Europa. Altså repræsenterede hele verden, som man dengang kendte til.
Og hvad har han så at sige til os i helligtrekongertiden? Ja:” Rejs jer, og frygt ikke!” Se, det er jo gode ord at gå på. Også når vi selv har været i højden og måske endda set, eller bare anet, lyset og nu skal ned igen i dalen og ud til hverdagslivet og den daglige trummerum. Men det er jo her vi lever og det er her livet leves. Det fortæller os helligtrekongertiden også og, at Gud er med os i det høje såvel som i det lave, i højtider såvel som i lavtider.
Helligtrekonger er også tiden vor Jesus gennem dagligdags beretninger åbenbarer for os, at dagligdagen, hverdagen med dens mange gøremål og det almindelige liv, netop er livet i al sin enkelhed.
Påfaldende ofte er det vigtigste det samme som det almindeligste. Ikke altid, men ofte. Man kan jo spekulere over, hvorfor vi så let mister det perspektiv? Den gode nærsynethed. Ikke sjældent læser man beretninger om mennesker, der først efter en alvorlig diagnose eller hændelse endelig begynder at leve det liv, de altid gerne har villet leve, men af en eller anden grund har skubbet foran sig. Hvorfor har vi tilsyneladende brug for en slags stopsignal for at tage beslutninger og handle i overensstemmelse med vores længsel? Som om livet skal gå i stykker, for at man kan forstå, hvad det handler om?
Måske er svaret meget enkelt: Når alt kører derudaf, er det let at udsætte det, vi ved er skatten i tilværelsen, til i morgen. Problemet med i morgen er, at den bliver i dag, inden man har nået at blinke. Konklusionen derpå kunne måske være; at begynde at have det, vi drømmer om, i stedet for at drømme om det, vi allerede har! Ofte er vore drømme faktisk mulige at realisere. For når det kommer til stykket, når vi skærer helt ind til benet, – så er vores inderste og dybeste drømme vel dybest set, at elske og blive elsket.
Og skulle du nu mene, at det ikke er lykkedes dig, så har Du dog Guds tilsigelse og ubetingede kærlighed at holde dig til. For også til dig lyder de befriende og livgivende kærlighedsord: ”Og se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende”. De, der elsker, véd, at kærlighed ikke er et mål, men en vejstrækning gennem livet, hvor den indre stilhed får kræfter og giver håb til det uafvendelige pres i vor tid. Guds store hjerte banker stille. Det betyder ikke statisk ophøjethed eller stivnet vurdering. Nej, hans hjerte er stille, for hans hjertes kærlighed er uforanderlig – alle slags dage. Her er ingen forhastet uro eller nervøst jag, for Gud vil, at jord og himmel ikke skal adskilles, så livstørsten kommer på afveje.
Sværere er det ikke, så rejs dig og frygt ikke og begiv dig ud på din livsrejse og mød det nye år med oprejst pande og hils Gud og hver mand velkommen i dit liv.
Som da jeg forleden hilste på en ældre dame, der langsomt og usikkert med sin rollator forsigtigt slentrede hen over parkeringspladsen med bøjet hoved og jeg hilste pænt på hende, om end jeg ikke kendte hende. Hun hilste pænt igen og sekunder efter replicerede hun med et: ”Tak fordi Du hilste på mig!” Påfaldende ofte er det vigtigste det samme som det almindeligste.
I gamle dage brugte man ofte udtrykket; Gud i vold, når man skulle ud på en lang rejse. Og nu hvor vi er gået ind i et nyt år, ville det være et passende udtryk, taget i betragtning af de store udfordringer vi hver især og sammen står overfor. For når vi siger: ”Gud i vold” så rummer det den erfaring, at vi mennesker ikke har magt over fremtiden, men det har Gud. Han holder vor lykke og fremtid i sin hånd og det livsvilkår må vi give os ind under.
”Vold” er et gammelt ord for ”Varetægt”, så i dette ønske for fremtiden er der også et håb. Når vi er i Guds varetægt, så tror vi og håber for hinanden, at vor fremtid bliver god, fordi Gud er god og værner os mod det onde, i al sin helhed. I denne ånd, ønsker jeg i Jesu Kristi navn, jer alle en lidenskabelig og åndfuld rejse ind i det nye år 2025 samt en glædelig helligtrekongertid og et velsignet år 2025. Gud i vold!

Andre artikler fra denne uge

Stort smagejubilæum


FREDERIKSSUND: Frederikssund Ølsmagning (fØLs) indbyder til 20. års ’smage-jubilæum’ den sidste lørdag i januar. 27 håndbryggere, hobbybryggere, mikrobryggere og bryggerier

Læs mere »

Strik hos bageren


Af journalist Tomas Skov SKIBBY: Skibby Bageri tilbyder et forventet udvalg af blandt andet rugbrød, croissanter og wienerbrød på Hovedgaden

Læs mere »