[vc_row][vc_column][vc_column_text]FREDERIKSSUND: I starten af sidste uge bad Nordsjællands Politi offentligheden om hjælp, idet sagen om den forsvundne Maria From Jakobsen fra Frederikssund nu efterforskes som en mulig drabssag.
Nordsjællands Politi har siden slutningen af oktober haft efterlyst den 43-årige Maria From Jakobsen.
– Vi har for nylig fået nogle indikationer på, at der kan være begået en alvorlig forbrydelse mod Maria From Jakobsen, fortæller vicepolitiinspektør Lau Lauritzen, Nordsjællands Politi.
De nye oplysninger medførte, at en 44-årig mand mandag eftermiddag blev sigtet for drabet på Maria From Jakobsen og varetægtsfængslet i 14 dage.
I forbindelse med den videre efterforskning vil Nordsjællands Politi gerne høre fra borgere, der har oplysninger, som kan være med til at klarlægge, hvad der er sket i dagene op til og umiddelbart efter, at Maria From Jakobsen blev meldt savnet. – Vi vil meget gerne høre fra borgere, som i perioden fra den 25. oktober til den 4. november har set en hvid Chevrolet Spark eller en grå Suzuki Baleo og eventuelle personer i eller omkring bilerne på Rødkildevej og Frederikssundsvej i København, ved et sommerhus på Vesterled i Nykøbing Sjælland eller ved en genbrugsplads et sted på Sjælland. Den grå Suzuki har anhængertræk og kan muligvis have haft en trailer med sig, fortæller Lau Lauritzen.
Lau Lauritzen betegner sagen som ganske speciel, idet den er begyndt som en sag om en savnet person og nu har udviklet sig til en efterforskning af et muligt drab.
– Det er naturligvis en sag, som vi behandler med meget stor alvor, og jeg håber, at de borgere, som har oplysninger, der kan hjælpe os videre i efterforskningen, vil kontakte os.
Fakta om sagen
Maria From Jakobsen blev meldt savnet den 27. oktober, hvor det blev oplyst, at hun dagen forinden havde forladt sit hjem på Nialsvej i Frederikssund i stærkt nedtrykt tilstand.
Signalementet lød på, at hun er 177 cm høj, almindelig af bygning med skulderlangt lyst hår og var iført sort halvlang dunjakke mørke bukser samt sorte ”Ilse Jacobsen”-gummistøvler.
De to biler, som Nordsjællands Politi interesserer sig for, er en hvid Chevrolet Spark med registreringsnummer AK 82 345 og en grå Suzuki Baleo. Den grå Suzuki Baleo har påmonteret et anhængertræk og har muligvis kørt med en trailer.
Både Maria From Jakobsens bopæl på Nialsvej i Frederikssund og et sommerhus på Vesterled i Nykøbing Sjælland er som led i efterforskningen blevet undersøgt af politiets teknikere.
Borgerhenvendelser
Flere borgere har henvendt sig med oplysninger i sagen om det mulige drab på Maria From Jakobsen Der bliver som en del af efterforskningen søgt med hunde på flere lokaliteter, ligesom politiets teknikere foretager undersøgelser på steder, som kan have interesse for efterforskningen.
Derudover bliver de mange oplysninger, som Nordsjællands Politi har modtaget, gennemgået og prioriteret i forhold til opfølgning og kommende afhøringer.
Nordsjællands Politi har blandt andet været til stede på genbrugspladser og andre steder, hvor det kunne tænkes, at der kan findes spor og effekter efter en eventuel forbrydelse.
Der er dog ikke gjort nogen fund, der umiddelbart kan have sammenhæng til den aktuelle sag.[/vc_column_text][vc_single_image image=”44174″ img_size=”800×400 pixel”][/vc_column][/vc_row]