Parkteatret: – Vi synes selv, at Frederikssund kommune får meget for pengene

Parkteatret: – Vi synes selv, at Frederikssund kommune får meget for pengene
En fjerdedel af kommunens borgere har indløst billet til teatrets forestillinger, og gennem undervisning og arrangementer er teatret nået ud til endnu flere borgere; børn, unge og ældre.

FREDERIKSSUND: Parkteatret – Frederikssund Kommunes Egnsteater er kommet på kommunens sparekatalog. Det skete også sidste år, men der var forskellen markant: Egnsteater-aftalen skulle forlænges og blev derfor taget op. Det endte med stor opbakning til teatret fra byrådet og en aftale på fire år mere som kommunens egnsteater. Nu er situationen den, at med en ny-forhandlet og underskrevet egnsteateraftale i lommen, der onsdag blev godkendt i Slots- og Kulturstyrelsen, er Parkteatret igen på listen. Og det undrer blandt andre teaterleder Karen Nielsen:

– Vi er afhængige af samarbejdet med Frederikssund kommune, og vi var af den opfattelse at vi havde indgået en fast aftale, så vi er forundrede over igen at komme på listen over eventuelle besparelser, for vi synes selv at kommunen får meget for pengene.

For hver gang Frederikssund kommune har bidraget med 1 kr., er de vokset til 3 kr. pga. statens refusion, teatrets egen indtjening og fondsmidler Parkteatret selv har skaffet. Som eksempel modtog teatrets landsdækkende projekt ”Sammen om scenekunsten” sidste år 2.3 millioner i midler fra A.P. Møller Fonden.

Men det er ikke kun kroner og øre man kan regne Parkteatrets værdi i.

Mere end et excel-ark
Parkteatret har gennem sin første egnsteaterperiode gjort alt det, de gør bedst, nemlig at skabe forestillinger som giver mennesker identitet, refleksion og mod til at gå verden i møde.

En fjerdedel af kommunens borgere har indløst billet til teatrets forestillinger, og gennem undervisning og arrangementer er teatret nået ud til endnu flere borgere; børn, unge og ældre.

Gennem det nationale projekt “Sammen om scenekunsten”, som Parkteatret er initiativtager til og facilitator af, har vi sat scenekunst på skoleskemaet hos samtlige professionshøjskoler der uddanner kommende pædagoger og lærere, så de kan danne rammerne for børn og unges forhold til kulturen.

Alt dette, i fuld tråd med kulturministeriets anbefalinger om, at børn og unge skal møde kulturen dér, hvor de bor.

En aftale er en aftale
Slots- og Kulturstyrelsen har onsdag godkendt egnsteateraftalen for 2025-2028 – en proces som Parkteatret i samarbejde med kommunen startede allerede i oktober, hvorefter kommunen underskrev aftalen om forlængelsen i april. I godkendelsen, gør ”Projektstøtte-udvalget for scenekunst” særligt opmærksom på, at de ”bifalder at Frederikssund Kommune har valgt at øge driftstilskuddet til Parkteatret fra 2025”, og at ”udvalget ser frem til, at følge teatrets udvikling.” (citat fra godkendelsen fra Slots- og Kulturstyrelsen, 04.09.24.)

En udvikling, som Dansk Teater også følger og har lagt mærke til:

– Når nogen sætter sig for at drive professionelt teater i Frederikssund og på rekordtid får bygget et teater op til et niveau som Parkteatret har gjort, så undrer jeg mig over, at det overvejes at spare på deres tilskud. Især når der ligger en forudindgået aftale, siger Peter Mark Lundberg, Direktør for Dansk Teater, og fortsætter:

– At vi nu ser flere eksempler på kommuner, der forsøger at løbe fra de indgåede egnsteateraftaler, underminerer ikke bare støttestrukturen på scenekunstområdet, men hele grundlaget for at drive et teater.

Svært at planlægge
Parkteatret har på baggrund af forlængelse af aftalen lagt planer for teatret fire år frem og det vækker usikkerhed pludselig at skulle revidere disse, mener Karen Nielsen.

– Vi har kontrakter med skuespillere til vores kommende forestillinger som ligger flere sæsoner ud i fremtiden, projekter og samarbejder med kommunens skoler, plejecentre og børnehuse, som er startet op samt et fast hold af dedikerede medarbejdere som vi havde sikret gennem aftalen, siger teaterleder Karen Nielsen og fortsætter:

– Jeg tænker meget på de planer vi har lagt på grundlag af den aftale, men jeg tænker også på kommunens fremadrettede renommé i forhold til samarbejder.

Andre artikler fra denne uge