Påbud i sag om friplejetakst

Påbud i sag om friplejetakst
Den private friplejeboligleverandør Attendo har vundet en klagesag mod Frederikssund Kommune.

Af journalist Tomas Skov

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Konkurrencerådet har truffet afgørelse i en langstrakt klagesag om Frederikssund Kommunes praksis for fastsættelse af afregningspriser til den private friplejeboligleverandør Attendo, der tilbage i februar 2022 indgav en klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen over Frederikssund Kommunes beregning af afregningspriser for det private friplejehjem på Lærkevej i Frederikssund.

– Der kommer mange flere ældre i fremtiden, og hvis private leverandører skal bidrage til plejen af dem, så kræver det, at de private leverandører har rimelige og forudsigelige vilkår. Det er et område, som vi i Konkurrencerådet også fremadrettet vil have fokus på, siger Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz i en pressemeddelelse.

Forskelsbehandling
Nu har Konkurrencerådet afgjort klagesagen til Attendos fordel. Rådet lægger til grund, at Frederikssund Kommunes praksis ikke har levet op til lovgivningen på området ved ikke indholdsmæssigt og tidsmæssigt at sikre, at friplejeboligleverandøren blev reguleret løbende og på samme måde som den kommunale leverandør i Frederikssund Kommune.
Direktør for Velfærd, Arbejdsmarked og Sundhed i Frederikssund Kommune Mie Andresen mener dog, at lovgivningen på området er åben for fortolkning.
– Med den praksis vi har fulgt, har Frederikssund Kommune handlet i god tro. Vi har forsøgt at give rimelige og lige vilkår for både kommune og Attendo inden for lovgivningen, der efterlader en stor grad af fortolkning, siger hun.

60 dages frist
Frederikssund Kommune skal nu indenfor 60 dage skal indsende dokumentation til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for en genberegning af afregningsprisen for 2021, resultatet af kommunens genberegning af afregningsprisen for 2021 samt en beskrivelse af, hvordan kommunen har fulgt Konkurrencerådets principper i sagen. Endelig skal kommunen inden for 30 dage indsende dokumentation for, at den har foretaget en efterbetaling til Attendo A/S, hvis genberegning af afregningsprisen for 2021 viser, at afregningsprisen for dette år er fastsat for lavt.

Andre artikler fra denne uge