På rejse til fortiden

På rejse til fortiden
Børnene er samlet om en montre med et skelet fra en pige. Foto: Mikala Tordrup

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Alle femårige i Frederikssund Kommune får hvert år muligheden for at rejse tilbage til oldtiden sammen med Frederikssund Museum, Færgegården. Her lærer de om, hvordan man levede engang, og hvad vi ved om datidens mennesker.

På en tåget tirsdag formiddag kommer Børnehuset Solstrålen på besøg på Færgegården. Her skulle de egentlig på en fortidsrejse i museets have, men fordi vejret har gjort jorden meget mudret, er rejsen flyttet indendørs. Her møder de museumsformidler Marie Abel Hesse, der skal tage dem med tilbage til fortiden.

Tilbage til oldtiden
Første stop på rejsen foregår i et af Færgegårdens museumslokaler, hvor børnene sidder på dyreskind og sammen med Marie taler de om, hvad et museum er. Derefter kigger de på et billede af en boplads fra oldtiden. Børnene beskriver, hvad de ser på billedet; nogen bygger en båd i træ, nogen laver bål, nogen skyder med bue og pil, et barn løber og nogen bærer et dødt dyr. Det leder til en snak om, hvad man brugte det døde dyr til, og Marie fortæller, at det blev brugt til at spise, knoglerne blev brugt til smykker, redskaber, knapper med mere, mens skindet blev brugt til tøj eller bare som skind til at sidde på eller varme sig med.

Herefter går rejsen videre til et nyt rum, hvor børnene samles om en montre med et skelet i. Skelettet er en pige, fortæller Marie. De får en snak om, hvem hun mon var, hvad hun hed og hvad hun har lavet, dengang hun levede. Alle børnene kigger interesserede på skelettet og kommer med gode svar til Marie. Pigen kunne have heddet Isabella eller Mette, og måske legede hun i skoven eller sang en sang.

Sanselig historie
Da besøget er slut, har børnene smagt, rørt, set, duftet og lyttet til historien. De har endda fået lov at kaste med pile efter billeder af dyr, som var de på jagt. Og det har været en god oplevelse for børnene. De har alle fulgt godt med og deltaget i alle de ting, Marie har ført dem igennem.

Inden de skal hjem, snakker de med en af deres pædagoger om, hvordan det har været at være på besøg på museet. De synes alle, det har været sjovt, og nogle af dem skal i hvert fald hjem og lege jægere eller arkæologer på legepladsen.

Andre artikler fra denne uge