Af journalist Conny Probst
Gennem 70 år har Dansk Rally Club været blandt landets førende bilsportsklubber, både med hensyn til medlemmernes resultater og udviklingen af sporten. Klubbens medlemmer er tidligere og nuværende erfarne rallykørere og regularity rallykørere.
Dansk Rally Club blev stiftet den 22. januar 1954 af en kreds af motorentusiaster blandt andet med det formål at virke for, at dansk rallysport afvikles efter internationalt tilsnit.
Det var i en periode, hvor der efter Anden Verdenskrig atter blev mulighed for at dyrke motorsport herhjemme, og hvor ikke mindst Rally Monte Carlo og andre af datidens store rallyer tiltrak tidens store kørere som Carl Marius Syberg fra Ebeltoft, Jens Nielsen fra Silkeborg, Arne Guldmark fra Skibby og Ole Nielsen fra Kerteminde med flere.
Alle blev de senere æresmedlemmer i klubben.
Organisatorisk har Dansk Rally Club altid været aktiv for at forbedre rallysportens vilkår.
For 40 år siden, hvor det stadig ikke var muligt at afvikle hastighedsprøver på afspærret offentlig vej, inviterede klubbens daværende formand og nuværende æresmedlem R. Bork Andersen unge rallykørere ind i et samarbejde, hvor man blandt andet gik til møder med udvalgte folketingspolitikere, partiledere og Justitsministeriet og banede vejen for den type rallysport, vi kender i dag.
Selve jubilæet markeres på Dansk Rally Clubs generalforsamling i marts måned