Af journalist Tomas Skov
Det er først på sommeren, og jeg ankommer til Kildeskåret ved Skuldelev Grusgrav på en solbeskinnet hverdagsaften. Jeg har længe haft et godt øje til denne naturskønne plet, men er endnu ikke lykkedes med at overnatte her. Men nu skal det være. Shelteret må være et at de bedst beliggende i landet, for det er placeret omtrent en meter fra bredden af den glasklare sø, som er opstået i den tidligere udgravning. Angiveligt trives 10-12 forskellige fiskearter nu i de klare vande, og stedets eneste anden beboer, en rastløs hollænder, der har slået sig ned for en længere periode, er netop i gang med fiskestangen, da jeg slæber mit habengut de få hundrede meter ned til pladsen fra bilen.
En talende turist
Han har slået sig ned i shelteret, men rykker beredvilligt sine ejendele over i det telt, han også har slået op et stykke væk. Shelters er kun til en enkelt overnatnings brug, men ingen har stoppet ham de sidste uger, så jeg kan ikke bebrejde ham, at han nærmest har gjort shelteret til sit midlertidige hjem. Den ensomme hollænder viser sig at have et vist talepres, men heldigvis er min kæreste nu også ankommet til at tage en del af trykket. Jeg har mest lyst til at få lidt rødvin i glasset og gang i bålet, og jeg trækker mig gradvist tilbage fra den kompromisløse eventyrer, der tilsyneladende har forladt sin kone og mindre børn for at realisere sig selv. Ikke for en måneds tid – for altid. Denne livsindstilling tilsat et ret fundamentalistisk, kristent livssyn og en svær dosis sammensværgelsesteorier får mig til at tænde op i bålet ved shelteret, mens hans enetale fortoner sig i baggrunden.
Nøgen i Paradis
Vi får efterhånden mad i gang i Trangiaen og på bålet, mens vi slår os ned ved bordebænkesættet, der bogstaveligt talt står i vandkanten. Dette er simpelthen et guddommeligt sted, og det ærgrer mig en anelse at komme til at reklamere for det i denne sammenhæng. Men sandheden skal ud. Den lyse sommernat er først ved at melde sin ankomst, da vi har indtaget et uforglemmeligt måltid, og jeg iklæder mig Adamskostumet og vader ud i det nærmest uforståeligt klare søvand. Inden længe sætter nattergalene i gang i vildnisset omkring søen, og de er stadig i gang, da jeg kl. 4 om natten finder ud af posen for at tisse under stjernehimlen.
Afsked med oasen
Vi vågner til en solbadet morgen med Skuldelev Ås, der omkranser søen og vores lille oase. Det er hverdag, og arbejdet venter for os begge, men der er god tid til at tænde Trangiaen og få kaffe i kroppen inden afskeden med herligheden. Vi samler vores grej og sender et sidste blik mod sø og shelter, inden vi finder op til parkeringspladsen og bilturen tilbage til civilisationen. Mageløst hvad der kan lade sig gøre på en ganske almindelig dansk, solbeskinnet hverdag.
Shelters i Hornsherred
- Skuldelev Grusgrav
- Skuldelev Strand
- Kyndby Huse
- Kulhuse
- Svanholm Gods
- Hammer Bakke
- Gershøj