FJORDLANDET: På den årlige generalforsamling i Skibby Aktive for Fjordlandet blev der fremlagt en opsummering af det frivillige arbejde, som foreningens mange medlemmer har udført i løbet af året.
Bestyrelsen gav en detaljeret præsentation af de forskellige projekter, som spænder vidt fra turismefremmende aktiviteter til skraldeindsamling.
– Mere end 30 små eller store projekter er lige nu i gang i de i alt otte udvalg, der udgør foreningens organisation. Cirka 50 af foreningens 240 medlemmer er aktive i et udvalg, fortæller formand Morten Kremmer.
Det fremlagte regnskab viste en stærk økonomi, som er rustet til at investere endnu mere i lokale aktiviteter.
Medlemsantallet har desuden vist en positiv udvikling i løbet af året.
Cirkus-succes
Blandt de aktiviter der blev fremlagt var flere arrangementer som har skabt glæde i lokalområdet.
– For nyligt har Skibby Aktive haft stor succes med at arrangere cirkusforestilling med Cirkus Arena for et fyldt telt i Venslev. Arrangementet blev anerkendt på generalforsamlingen, og det viser, at borgerforeningen fortsat formår at tiltrække lokale beboere og interesserede fra omkringliggende områder til de arrangementer, der arrangeres, siger formanden.
LAG-midler
Som noget nyt kan foreningen fra i år søge EU støtte i form af LAG midler.
– Bestyrelsen ser det som en stor mulighed for at realisere endnu flere projekter, der kan bidrage til at styrke det lokale fællesskab og øge bæredygtig udvikling i området, fortæller Morten Kremmer.
– LAG midlerne kan give en ekstra økonomisk støtte til at realisere projekter. Bestyrelsen har allerede taget initiativ til at udarbejde en projektansøgning for at søge midlerne. Foreningen ser frem til at arbejde sammen med den lokale LAG forening for at få godkendt deres projekter og opnå den nødvendige finansiering.
Formanden sluttede beretningen med anerkende både de frivilliges indsats og også de lokale virksomheder, som har støttet foreningens arbejde og tager ansvar for at lokalområdet udvikles i stedet for afvikles.
– Det er en vigtig indsats, som er med til at styrke fællesskabet og skabe en positiv udvikling i området, understreger Morten Kremmer.