Forfatter og illustrator Karen Borch udstiller originaltegninger i
Visionscentret i Bymidten 10 fra den 30. september til den 6. oktober.
HORNSHERRED: Lørdag den 28. september udgiver Skibby Aktive for Fjordlandet børnebogen På eventyr i Hornsherred.
I bogen viser et egern og en hare rundt i særlige historiske og naturskønne områder i den midterste del af Hornsherred.
Bogen udkommer som en hyldest til Kronprinsesse Marys Bro, der giver en ny og hurtig forbindelse til Hornsherred – og dermed en øget mulighed for at opleve alt det Hornsherred rummer.
Når alle har sikret sig et gratis eksemplar af børnebogen til broindvielsen, kan man tage forbi Visionscentret i Skibby og se de smukke originaltegninger fra bogen.
De udstilles og sælges i hele uge 40.
Karen Borch, der er forfatter og illustrator, har skabt bogen i samarbejde med Skibby Aktive for Fjordlandet.
– Vi synes jo, at der er rigtig mange dejlige steder i vores område, fortæller Morten Kremmer, der er formand for Skibby Aktive for Fjordlandet.
– Dem ville vi gerne vise på en anden måde, end vi plejer. Vi håber på, at bogen lokker folk mere ud i naturen og giver dem lyst til at lære naturen bedre at kende.
– Derfor er bogen fuld af navne på arter, og derfor har vi fået lavet bogen i så god en kvalitet, at den kan tåle at komme med på tur.