LEJRE KOMMUNE: Virksomheden AjourCare vil alligevel ikke tilbyde praktisk hjælp og personlig pleje i Lejre Kommune. Derfor fortsætter den nuværende ordning med fritvalgsbeviser.
Kommunalbestyrelsen besluttede på sit møde mandag 24. juni at godkende virksomheden AjourCare som fast “fritvalgsleverandør” af praktisk hjælp og personlig pleje til borgere i Lejre Kommune. Meningen var, at AjourCare fra 1. september ville være det private alternativ til den kommunale hjemmepleje og hjemmehjælp. AjourCare har imidlertid nu meddelt, at virksomheden alligevel ikke ønsker at være fritvalgsleverandør i Lejre Kommune.
Svær konkurrence
Dermed har kommunen altså stadig ikke nogen fast privat leverandør, som kan tilbyde praktisk hjælp og personlig pleje. og det ærgrer borgmester Tina Mandrup.
– Vi må bare konkludere, at private virksomheder har svært ved økonomisk at få regnestykket til at hænge sammen i Lejre Kommune. Det skyldes helt enkelt, at vi driver vores hjemmepleje så effektivt, at det er svært for de private at tilbyde samme
service til samme pris. Og selv om jeg er glad for, at vi er effektive, havde jeg naturligvis gerne set, at vi kunne garantere borgerne det frie valg, siger borgmesteren..
Fritvalgsbeviser er fortsat gyldige i hvert fald året ud.
/TS