I weekenden den 3. og 4. september slår omkring 100 kunstnere i Nordsjælland dørene op og inviterer indenfor i deres arbejdsrum.
NORDSJÆLLAND: Det er jo noget af en mundfuld at tage rundt til dem alle sammen, så i Frederikssundsområdet har syv kunstnere slået sig sammen til en lille rute på begge sider af Roskilde Fjord.
Det er kunstnere med meget forskellige udtryk, så de præsenterer en alsidig oplevelse rundt om i det smukke fjordland.
Starter man i Skuldelev, er der Atelier HBH-Art på Bøgevej 2, Hvor Helle Borg Hansen viser sine oliemalerier og akvareller af Flamencodansere, vilde dyr og heste samt både bronze- og keramikskulpturer. Kig ind på hbh-art.dk og se mere.
Derfra kan man tage videre over Kronprins Frederiksbro til Frederikssund og møde Majken Hejnfelt i Atelier1 i Fjordparken 32. Der kan man nyde hendes skønne landskabsmalerier, som veksler mellem det mere traditionelle til det næsten surrealistiske.
Kører man videre til Slangerup, er der Christina Christiansen i GalleriCC – Håndværkervangen 21. Hun byder på finurlige fugle, skæve huse og farverige malerier.
Derefter kan man kigge inden for hos Inger Kruse på Morbærvænget 24 i Store Rørbæk. Hendes koloristiske malerier veksler meget mellem det abstrakte og figurative.
Herfra kan vejen gå videre til Skenkelsø by, hvor den erfarne keramiker Allan Hytholm har sit værksted på Skenkelsøvej 30.
Lidt længere mod syd finder man Else Agger i Ølstykke – Stenbukken 24. Hendes malerier og tegninger er i den naivistiske stil og kendt af mange.
Herefter kan man slutte af i Stenløse hos Anja Christensen på Morelvej 10. I sine malerier dykker hun ned i fortiden og finder motiver fra blandt andet den nordiske mytologi.
Hvis man vil overskue hele ruten, kan alle kunstnerne og kortet over området ses på kunstrunden.dk