Også musene elsker Morris. Ja sådan stod der i mange år, i en bue, hen over det relativt store hul i bilens træværk. Bilen er min gamle Morris 1000 Traveller, som jeg nu har haft i mere end 30 år. Min kærlighed til Morris 1000 stammer helt tilbage fra min barndom. Både min bror og jeg var mere end lettede, da det blev en brugt Morris 1000, jordmodermodellen i stedet for den gamle Ford T, som de voksne mente skulle være familiens første bil. Og efter den blå Morris fulgte senere en helt hvid og spritny Morris 1000, købt hos forhandleren ved Kregme. Den havde mine forældre i mange, mange år.
Da jeg selv fik kørekort, var min første bil selvfølgelig en Morris 1000. En varebil med lukket kasse bagtil. Ret sejt var den indrettet med en stor madras, et langhåret tæppe og store puder. og så kunne man ellers bare køre på skovtur, slå dørene op bagtil og nyde livet. En ny chassisramme holdt stumperne sammen, og bilen tøffede lystigt fra Nørrebro til Frederikssund hver dag. Dejlig lyd og følelsen af total frihed.
Det viste sig dog, at det ikke var helt praktisk, da det første barn kom til. Han skulle selvfølgelig sidde i sin autostol på forsædet, og så måtte faren til sønnen ligge og rode rundt bag i bilen, når vi skulle på tur. Derfor blev den blå Morris kassevogn på et tidspunkt, udskiftet med en bindingsværksmodel, som kun havde haft en enkelt ejer. Tænk sønnen, som netop havde arvet den efter sin far, ville hverken eje eller have den. Hvilken bil!
Et barn blev til tre, og der var lige netop plads til to barnestole samt det tredje, som nu var stor nok til at sidde selv, på bagsædet. For ikke at tale om hunden Thorvald, barnevognen, katten og sågar kaninen, foruden resten af oppakning, når vi skulle på ferie eller andet, som krævede lidt ekstra. Det blev til mange, mange ture med børnene ud i det blå. Og vennerne i den nordiske Morris klub var altid behjælpelige, når bilen, mod forventning, ikke kunne starte, selv om den var fuldt lastet og vi var på vej hjem fra det årlige Morristræf. Et par klik med nøglen uden reaktion, og straks stod der fire-fem mand med hele hovedet nede i motorrummet. Og hjem kom vi fra det og mange andre træf i Norden. Vi hyggede os i mange år med at køre i kortege til de årlige sammenkomster i klubben, men for os var det også vores eneste hverdagsbil.
Ungerne lærte hurtigt, at benzinpumpen en gang i mellem skulle have et bestemt slag med svensknøglen, hvis den ikke lige tikkede, som den skulle. At chokeren lige skulle betjenes med gefühl. At koblingen også kunne gøre sit til, at vi kom godt afsted. Men til sidst sad den ældste med regnbukser på, når solen ikke lige skinnede. Indenfor i bilen. Hjulkassen var ikke helt i top, og alle var i gang med klude for at suge vandet op, når det ikke lige var tørvejr.
Ungerne blev større, og der kom andre biler til for at mindske den daglige kørespænding. Det var nu rart at kunne hente og bringe med en lidt større præcision og sikkerhed. Hullet i træværket blev dog lavet, hullerne i bunden, skærmkassen og lige et par andre steder blev udbedret, og bilen kørte gerne på et par sommerture i løbet af sæsonen. De nu voksne børn protesterede heftigt, hver gang jeg overvejede om andre ikke skulle have glæde af den gamle Morris, som nu forlængst har opnået veteranstatus. ”Neeeej” var beskeden hver gang, og ja den har da heller ikke kostet mange basøre de sidste par år. Til og med fik den en fin plads under tag hos mine forældre, og senere nåede den til Østby i en tør lade, blot for at kunne puste ud inden den næste tur. Og selv efter et år i stilstand tikkede benzinpumpen, og bilen startede. Ja der var ikke brug for håndsvinget. Den nåede dog ikke mange uger i laden, for nu var der igen gået otte år, og bilen blev kaldt til besigtigelse.
Så har du for nyligt set en gammel, fin blue/grey Morris med bindingsværk gennem Hornsherred over den gamle bro og ned igennem Frederikssund by, så har du sikkert set mig og min gamle elskede Morris 1000. Nu står den hos mekanikeren og venter på igen at blive nusset, passet og plejet. Jeg kører forbi hver dag for lige at se bilen stå og vente på den helt store tur, og bliver helt varm om hjertet. Godt den aldrig blev solgt og ikke mindst; hvilket syn!
