Læserbrev
Af Inge Messerschmidt, spidskandidat og gruppeformand Dansk Folkeparti
En tilfældig lørdag jeg var på Torvet i Frederikssund, kom en borger hen og spurgte til de offentlige toiletter ved arresten.
Borgeren var på torvet med sin bod med diverse til salg sammen med andre.
Borgeren var meget utilfreds med de offentlige toiletters stand. Ikke kun den nævnte dag, men desværre generelt.
“De er så snavsede med ting på væggene, som ellers hører til i toilettet. Der er så snavset på gulvet, at man ikke kan træde ind. De er ubrugelige af hygiejniske hensyn.”
“Om jeg ikke kunne prøve at gøre noget”.
Jeg sender derfor mail til teknisk forvaltning, og håber at borger læser denne tilbagemelding.
Tilbagemelding er at:
“Kommunen har en medarbejder ansat (servicemægler), som jævnligt tager stikprøver af rengøringskvaliteten.
Frederikssund Kommunens servicemægler har d. 29. april 2024 konstateret, at de offentlige toiletter ved arresten øjensynligt anvendes af brugere, der ikke bruger toiletterne til toiletbesøg, men snarere beboelse og andet ophold.
Toiletterne er åbne hele året, og der er ikke lås/adgangskontrol på indgangsdøren. Derfor har alle mulighed for at tage ophold i bygningen. Det medfører samtidigt, at det er vanskeligt for kommunens eksterne rengøringsleverandør at komme til at gøre rent på toiletterne, og at de efterfølgende hurtigt svines til igen.
Servicemæglerne kunne ved besøget d. 29. april 2024 konstatere, at toiletterne trængte til en grundigere rengøring end den daglige rengøring, der er aftalt med den eksterne leverandør. Det blev ligeledes konstateret, at vandhanen på dametoilettet ikke virkede, og at nogle dispensere trængte til udskiftning. Udbedringstiltag blev igangsat umiddelbart efter kontrolbesøget. Ved servicemæglerens kontrol d. 16. maj 2024, kunne der igen konstateres forhold, som skulle udbedres, og disse blev derfor påtalt overfor leverandøren.
Servicemægleren havde kontrol i uge 22, og her kunne det konstateres, at der er sket forbedringer i rengøringen. Servicemægleren har generelt kontrol med toilettet en gang om måneden, og oftere hvis der er udfordringer med kvaliteten.
Det er meget vanskeligt at holde de offentlig toiletter rene og imødekommende, når der er fri adgang. Forvaltningen vil derfor undersøge, om der er kommet nye muligheder for aflåsning, som harmonerer med ønsket om, at alle skal kunne komme på toilettet uden f.eks. at være afhængig af en smartphone til brug for oplåsning af dør. Det blev senest undersøgt i 2021.”
Jeg håber, der findes en løsning, da offentlige toiletter også bruges af gæster i kommunen samt turister, der helst skal have et godt og positivt minde om Frederikssund Kommune.