Nyttehaver til ingen nytte i Skibby

Nyttehaver til ingen nytte i Skibby

Læserbrev

Af Torben Mundt, Skibby
Også frivillig i Rosenhaven Gerlev

For enden af Nordmandsmosen i Skibby, Frederikssund Kommune ligger 20 nyttehaver som de færreste kender eksistensen af. Haverne er på 50 kvadratmeter og koster kr. 100 om året. For tiden er der, så vidt jeg ved, 3-4 ledige haver.

Spørger man kommunen kender den åbenbart knap nok til havernes eksistens. Gentagne forsøg på at få kommunen til at udarbejde regler m.m. for brug og oprydning om haverne har været forgæves. Ærgerligt, for der er dejligt i haverne, men det kan blive endnu bedre.

Der findes sikkert flere som kunne have glæde af en nyttehave. Jeg har selv hjulpet en ukrainsk krigsflygtning i gang med en have, trods sprogbarrierer. For os begge har det været meget berigende. Lad andre også få den berigelse.

Jeg håber at dette lille ‘pip’ kan sætte gang i opmærksomheden omkring disse på mange områder gavnlige haver. Vi præsenteres dagligt for megen dårligdom, krig, mismod. Når man indgår i en jordnær forbindelse med naturen, som man gør når man arbejder tæt på jorden, lindres vores sind. “Vi skal dyrke vores have” sagde Voltaire. Det er jeg helt enig med ham i. Den medicin bør flere bruge – den er uden bivirkninger.

Andre artikler fra denne uge

Jul på Selsø Slot


SELSØ: 7. og 8. december omdannes Selsø Slot til et hyggeligt juleslot med varm gløgg og lune æbleskiver. Lokale kunsthåndværkere

Læs mere »