DALBY: Ved Dalby Huse Strand er der netop opstillet et nyt handicapvenligt toilet.
Den nye toiletbygning er en del af Frederikssund Kommunes arbejde med at forbedre de offentlige toiletforhold flere steder i kommunen.
På byrådsmødet i februar 2021 blev det besluttet, at der også skal etableres et tilsvarende toilet ved Østby Havn og endnu et ved Møllekrogen (med to toiletrum).
På disse to steder vil de eksisterende rakettoiletter blive flyttet til henholdsvis Vester Strand og Skuldelev Strand.
Åbent hele året
Den nye toiletbygning ved Dalby Huse Strand er på seks m2 med vandskyllende toilet, håndvask samt lys og varme. Det forventes, at toiletbygningen vil være tilgængelig hele året, hvis behovet er der.
Der er daglig rengøring på toilettet, og der bliver opsat skiltning ved Fjordstien, så vandrere og cyklister kan finde frem til toilettet.