Af Inge Messerschmidt,
Dansk Folkeparti
Formand/ Velfærdsudvalget
Den svenske koncern Attendo åbner snart et privat friplejehjem på Lærkevej her i Frederikssund. For nylig kunne vi læse en stor artikel om det kommende friplejehjem i Frederiksborg Amts Avis. Her fortæller plejehjemsleder Bente Aastrup om det nye friplejehjem og dets visioner.
Det er spændende læsning om et friplejehjem, der kommer til at ligge midt i det pulserende byliv i Frederikssund. Bente fortalte i artiklen om de forskellige tilbud – hvor meget personale der skal være på fri-
plejehjemmet, at der ikke skal betales indskud, at der er mulighed for tilkøb, at det er store lejligheder osv.
Som formand for Velfærdsudvalget er jeg med i “følgegruppen til Attendo”, hvor vi jævnligt bliver informeret om udviklingen i byggeriet og de kommende faciliteter og forhold. Her har vi mulighed for at spørge ind til evt. uklarheder.
Derfor synes jeg, at Bente i artiklen glemte at gå lidt i dybden med de forskellige tilbud. Hvad det betyder, når der ikke skal betales indskud ved indflytning. Hvilke tilkøb der er tale om. Hvad betyder det, når der tales om sportsbar, spabad og store lejligheder.
Det sidste fremkaldte ihvertfald nogle billeder hos mig, som desværre ikke helt blev indfriet, da jeg var på rundvisning på friplejehjemmet.
Jeg synes, Bente bl.a. glemte at fortælle, at konsekvensen ved det manglende indskud er, at boet/de pårørende kan risikere at skulle betale for istandsættelse af lejligheden. At muligheden for tilkøb kun gælder ekstra rengøring – ud over de obligatoriske tilkøb som mad og tøjvask.
At normeringen bliver den samme som på vores kommunale plejehjem osv.
Dansk Folkeparti mener det er positivt, når private virksomheder ønsker at slå sig ned i Frederikssund. Det giver borgerne mulighed for at vælge frit, hvilket er vigtigt.
Attendo åbner om kort tid, og jeg hilser det nye private friplejehjem velkommen og god vind.