Nye udbud på vej i Vinge

Nye udbud på vej i Vinge

FREDERIKSSUND: På Frederikssund Byråds møde onsdag den 25. september skulle Byrådet tage stilling til, hvordan der kan sikres fremdrift i Vinge. 

Blandt partierne har der i de forgangne uger været dialog om forskellige scenarier og muligheder for nye udbud. På Byrådets møde blev der derfor truffet beslutning om en række initiativer, der skal medvirke til at sikre byggeriet af nye boliger i Vinge.

– Det glæder mig, at Byrådet med et stort flertal står bag ønsket om at skabe fremdrift i Vinge. Det er vigtigt for kommunens udvikling og for etablering af stationen, som udover betydning for byudviklingen, også har stor betydning for pendlere fra Hornsherred. Jeg vil gerne kvittere for de gode forhandlinger, vi har haft og for partiernes vilje til at vise vejen fremad for Vinge. Med disse beslutninger har vi lyttet til markedet og gjort det muligt for endnu flere aktører at kunne byde ind på byggemuligheder i Vinge, lyder det fra borgmester John Schmidt Andersen (V).

Flere nye udbud
Byrådet vedtog følgende:

1. Byrådet fastholder visionen for Vinge og ønsker dermed fortsat at skabe et mangfoldigt centrum med både almen og privat byggeri i en passende sammensætning, herunder mulighed for eksempelvis ungdoms-, senior- og familieboliger. 

2. Administrationen arbejder videre med etablering af almene boliger i område C med henblik på, at der kan indgås aftale om 20.000 byggeretsmeter i minimum 6 etager, svarende til cirka 25 procent af Vinge Centrum. Aftalen forelægges politisk.

3. Der igangsættes et udbud af område A og B med henblik på at udbyde 100-150 boliger som tæt-lav bebyggelse. Område B opdeles i to-tre mindre parceller og en grøn korridor tænkes ind. Konsekvensvurderinger og udbudsmateriale forelægges politisk.

4. Administrationen arbejder videre med at skabe mulighed for cirka 25 to-plans parcelhuse og yderligere cirka 50 parcelhuse i umiddelbar nærhed af Snostrup og Store Rørbæk efter Byrådets nærmere godkendelse. 

5. Der åbnes op for, at der arbejdes videre med muligheden for at lave yderligere mindre udbud af etageboliger i Vinge Centrum, med den ambition af skabe økonomisk balance for perioden 2020-2029. 

6. Der igangsættes en revision af planlægningen for område C sideløbende med indstillingspunkt 2, herunder skal der fortsat sikres adgang for lette trafikanter på tværs af banen. Administrationen anmodes om en vurdering af ressourcebehov til dette arbejde. 

7. Der igangsættes planlægning af det grønne hjerte for de områder, der er i umiddelbar nærhed af de igangsatte udbud og der sikres sammenhæng med den igangsatte planlægning af Vinge Centrum. Administrationen anmodes også om en vurdering af ressourcebehov til dette arbejde. 

8. Der arbejdes på etablering af et multifunktionelt børnehus i Vinge.

Andre artikler fra denne uge