Maja og Kira skal videreføre 100 års velsmagende arv i Jægerspris.
Af journalist Tomas Skov
JÆGERSPRIS: Det er et umiddelbart uanseligt lille ishus, som søstrene Kira Fro Sørensen og Maja Gry Sørensen overtager 1. januar i det nye år. Jægerspris Is kommer ikke desto mindre med en historisk tyngde, der nærmest definerer byen i den kollektive bevidsthed.
I juni 2024 rundede ishuset sine første 100 år – et jubilæum, som de nuværende ejere, Rikke Skov Jensen og Vagn Leon Jacobsen, fik lov at markere. Nu overdrager parret, der har ejet Jægerspris Is gennem 15 år, imidlertid nøglen til søstrene Sørensen, der åbner for deres første sæson 28. marts 2025.
Hjemmefødinge
Da deres far var dreng, var det Is-Svend, der langede is over disken, og efter ham fulgte Is-Åge de kommende 25 år, inden Rikke og Vagn tog deres 15 år til og med det runde jubilæum. Så der hviler en historisk arv i hænderne på iværksætter-søstrene, der dog kan bekræfte, at de er så indfødte, som man næsten kan blive. De er født og opvokset i Jægerspris, sjette generation i området – og deres tiptipoldefar grundlagde angiveligt Lyngerup Mølle. Så stamtræet burde være godkendt.
Værre ser det ud med erfaringen. Men hvem har erfaring med at drive et ishus, før man vælger at gøre det? Maja er uddannet kok og har ernæret sig som pædagog de sidste 16 år, mens lillesøster Kira er uddannet tjener, der har tjent sit levebrød på Raadvad Kro de sidste ti år. Hun kan dog bryste sig af et par års erfaring fra konkurrenten Poulsens Is fra sine yngre dage. De får begge betydeligt kortere til arbejde i det nye år, for Maja bor fortsat i Jægerspris, mens Kira skal bevæge sig den overskuelige distance fra hjemmet i Gerlev.
Arv og fornyelse
Så hvorfor kaste sig over et ishus? Og hvorfor nu? Søstrene er enige om, at det er verdens bedste idé af både forskellige og samstemmende årsager.
– Jeg er blevet mor med stort M, og jeg glæder mig til at kunne hente børnene tidligt, siger Kira.
Storesøster Maja mener, at hun efterhånden har aftjent sin værnepligt som pædagog. Hun glæder sig til at få sine formiddage tilbage og er simpelthen klar til noget nyt.
Men først og fremmest er de begge begejstrede for at videreføre Jægerspris’ historiske institution som et fælles projekt. Meget forbliver det samme, herunder videreførelsen af Vagns isbåd bestående af en vaffel med chokolade i, iscreme, makroner og syltetøj. Leverandøren af is og iscreme vil også fremover være Hansens.
Et nyt tiltag bliver imidlertid salg af baristakaffe, hvilket ifølge søstrene ikke længere kan opdrives, efter Farmors Café & Butik lukkede i november. Derudover regner søstrene med at forlænge sæsonen til efter efterårsferien, hvor de vil lokke med varm chokolade til dem, der har gået tur i skoven og trænger til lidt at styrke sig på.
– Vi taler også om, at sælge æblegløgg og eventuelt juleis fra Hansens, når juletræet tændes for at bidrage til at skabe mere liv i byen, siger Maja.
Hjælpende hænder
De kommer begge til at arbejde seks dage om ugen fra slutningen af marts til sidst i oktober, men til gengæld kan de holde en ordentlig ferie i vintermånederne og måske på sigt søge ned under Sydens sol.
– Vi har begge erfaring fra restaurationsbranchen, så vi er vant til at arbejde, når andre har fri. Det er et vilkår, men til gengæld får vi også en masse frihed, siger Kira.
Fordelingen bliver, at hun typisk vil åbne ishuset om morgenen og blive afløst af sin søster om eftermiddagen, så Kira kan hente sine børn. Maja passer så tjansen frem til lukketid, som varierer over sæsonen efter solens gang. Søstrene skal naturligvis have unge mennesker til hjælp, og de håber, at nogle af de erfarne kræfter vil fortsætte i den kommende sæson.
Hjælpen er dog også nær fra de afgående ejere, som vil sørge for, at Maja og Kira kommer godt fra start.
– Det er et helt nyt område for os, så det er så dejligt, at Rikke og Vagn vil tage hånd om os, samstemmer søstrene, der også har mærket en positiv opbakning til projektet fra byen.
Jægerspris Is er købt og betalt, og nøglen får de overdraget 1. januar. Herefter er nedtællingen for alvor i gang til endnu et århundrede for det navnkundige ishus.
– Vi glæder os helt vildt, og vi går så småt i gang efter nytår, siger Maj og Kira.