Nye broer på vej


Af Conny Probst

FREDERIKSSUND: Ud over den store højbro over Roskilde Fjord er der på strækningen for den kommende fjordforbindelse en række mindre bygværker, der også skal opføres, fortæller Fjordforbindelsen.dk på sin hjemmeside.
Arbejdet med to broer ved Ny Landerslevvej og en bro ved Marbækvej er i gang. Den første del af arbejdet bestod af at nedramme spunsvægge af stål, hvorefter man støber et betondæk ovenpå.. I løbet af de kommende uger vil byggekranerne begynde at blive sat op og gjort klar til arbejdet med betondækkene.
Broerne ved Ny Landerslevvej er dels en bro, der skal føre Ny Landerslevvej under den kommende motortrafikvej og dels en faunapassage, der skal føre Madmose Å under selvsamme motortrafikvej.
De tre broer er efter planen færdige til efteråret 2018.

Klar til trafik
Broen ved Tørslevvej, som skal krydse Fjordforbindelsens kommende motortrafikvej, stod næsten færdig allerede i januar.
Nu er flere broer snart færdige. Den lidt mindre bro ved Gl. Færgegårdsvej stod færdigstøbt umiddelbart før påske.
Når vejret bliver mildere og varmere, får broerne fugtisolering og til sidst belægning.
Efter planen skulle dette arbejde udføres nu, men da vinteren ikke har sluppet sit tag, afventer man forårets kommen.
I maj-juni er broerne færdige. Derefter skal de eksisterende veje hen til broerne flyttes, så trafikken afvikles på de nye broer.

Grafik: Vejdirektoratet

Andre artikler fra denne uge