Ny trælastchef hos Davidsen i Venslev ser stort potentiale i området

Ny trælastchef hos Davidsen i Venslev ser stort potentiale i området

Davidsens Tømmerhandel i Venslev har i flere år oplevet en positiv udvikling og øget efterspørgsel fra både de professionelle håndværkere og gør-det-selv folket. Men vækstambitionerne er større, og med Andreas Beese som ny trælastchef er målet at udvikle forretningen yderligere og ansætte flere medarbejdere de næste tre år. Andreas Beese har allerede en lang karriere i trælastbranchen og kommer til Venslev med et kæmpe netværk blandt de sjællandske håndværkere i bagagen.

”Andreas kommer med stor erfaring fra hele erhvervsmarkedet på det nordlige og vestlige Sjælland og har et kæmpe netværk. Det har naturligvis været helt afgørende for os at finde en ny trælastchef til Venslev, der vil og kan udvikle vores forretning med særligt fokus på håndværkere og de ambitiøse gør-det-selv folk, som der er mange af her i området siger regionsdirektør Esben Axelsen hos Davidsens Tømmerhandel.

Klar til nye klimakrav

Andreas Beese kommer til Davidsen i Venslev med stor viden om de nye klimakrav, der møder byggeriet efter nytår. Kravene betyder bl.a., at håndværkere, på selv mindre nybyggerier, bliver forpligtet til at rapportere detaljeret på materialers klimaaftryk.

”Det er en helt ny virkelighed, der møder håndværkerne efter nytår. Og derfor har Davidsen nu et uddannet bæredygtighedsteam i alle butikker. Også her i Venslev, hvor vi står klar til at hjælpe prof-kunderne hele vejen rundt om de nye klimakrav efter årsskiftet,” siger Andreas Beese.

Andreas Beese er 30 år og bosat i Svogerslev med sin kone og to børn. Han kommer fra en stilling som salgschef i Stark i Roskilde, hvor han har været i otte år. Oprindeligt er han uddannet hos Bygma, så det er en ægte brancheprofil, der nu tager taktstokken hos Davidsen i Venslev.

Venslev

Andre artikler fra denne uge