Det bliver den 44-årige Kristian Nabe-Nielsen, der pr. 8. august 2017 kan kalde sig direktør for Teknik, Miljø og Erhverv i Frederikssund Kommune.
FREDERIKSSUND KOMMUNE: Kristian Nabe-Nielsen kommer fra en stilling som chef for Vækst og Bæredygtighed i koncernledelsen i Holbæk Kommune.
Her har han de seneste tre år blandt andet arbejdet med planområdet, erhvervsservice, bygge- og anlægsområdet, ejendomsadministration, vej- og parkdrift med videre. Hans karriere går helt tilbage til 2010 og inkluderer også opgaver som planchef og beredskabschef.
Kristian Nabe-Nielsen er uddannet landskabsarkitekt fra Københavns Universitet med speciale i byplanlægning, og har i en årrække arbejdet i Københavns Kommune som chef for anlæg i Center for Anlæg & Udbud.
– Jeg glæder mig rigtig meget til at tage fat på opgaverne i Frederikssund Kommune og sætte mine kompetencer i spil i nye sammenhænge. Frederikssund Kommune har en række ambitiøse og spændende udviklingsprojekter, og jeg ser frem til at samarbejde med både den øvrige direktion, fagchefer, medarbejdere og eksterne samarbejdspartnere om at realisere byrådets målsætninger for kommunens udvikling, siger Kristian Nabe-Nielsen.
Ansættelsen af Kristian Nabe-Nielsen blev bekræftet på et ekstraordinært byrådsmøde i Frederikssund Kommune onsdag den 28. juni, og han tiltræder sin nye stilling tirsdag den 8. august.
Kommunaldirektør i Frederikssund Kommune, Ole Jacobsen, er ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige person, der nu indtræder i direktionen i Frederikssund Kommune.
– Jeg er glad for, at vi havde et meget kompetent ansøgerfelt at vælge imellem til den spændende stilling. Med valget af Kristian får vi en profil, der kender områderne indgående og en direktørkollega, der kan fortsætte det gode arbejde med at udvikle hele kommunen i de kommende år. Der er utroligt mange bolde i luften på teknik- og erhvervsområdet, men med den indsigt og den tilgang Kristian har, er jeg sikker på, at dette er starten på et godt samarbejde, siger Ole Jacobsen.
Stillingen som direktør for Teknik, Miljø og Erhverv i Frederikssund blev ledig den 1. juni, da den daværende direktør fik job som kommunaldirektør i Odsherred Kommune.