Ny lynlader tanker tjept

Ny lynlader tanker tjept
En nyere elbil kan alt efter model oplades fra 20-80 procent på omkring 20 minutter med den nye lynlader.

FREDERIKSSUND: Shell på Askelundsvej i Frederikssund føjer nu lynhurtig ladning til udvalget af ”brændstoffer”. Dermed får både de mange lokale kortkunder i elbiler, der den seneste tid har efterlyst muligheden for at lade på tankstationen, nu en ny, lokal lademulighed.

Der er kommet mere end 40.000 nye elbiler på de danske veje allerede i år. Det er en ganske markant udvikling, som man også bemærker hos Shell i Frederikssund. Her har forretningschef, Anja Steen Olsen Sørensen, over de seneste måneder fået stadig flere forespørgsler om lynladning fra faste kunder, der har skiftet til elbil.

– Vi har en relativt stor, fast kundeskare, der tanker her for at udnytte de rabatter, deres Shell brændstofkort giver dem. Og i takt med, at flere her i Frederikssund skifter til elbil, er antallet af henvendelser om, hvornår vi kan tilbyde lynladning, gået betydeligt op. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi nu har fået vores lynlader på plads og er klar med en hurtig lademulighed side om side med de traditionelle brændstofstandere, fortæller hun.

Hurtigt videre
Lynladeren på tankstationen på Askelundsvej 1 har erstattet to diesel- og benzinstandere under halvtaget foran butikken. Selve laderen leverer op til 150 KW kapacitet. Det svarer til, at en nyere elbil – alt efter model – kan oplades fra 20-80 procent på omkring 20 minutter.

Og netop den høje ladekapacitet giver en ny og oplagt mulighed for elbilister, der bor i lejligheder, og som derfor ikke har mulighed for at etablere en privat ladeløsning. Men også de mange lokale, der dagligt besøger de store butikskæder og byggemarkeder i området omkring Askelundsvej kan få glæde af den nye lynlader i Frederikssund, fastslår Anja Steen Olsen Sørensen.

– Selv om der også er kommet væsentligt flere lademuligheder til bybilledet her i Frederikssund de seneste par år, er det stadig de mindre kraftige 22-50 KW-ladere, der er flest af. Derfor er jeg sikker på, at vi faktisk imødekommer et voksende behov i byen for at kunne lynlade nemt og trygt. Forhåbentlig kan vi dermed være med til at gøre livet som elbilist lidt lettere, siger hun.

Energiselskabet DCC Energi, der driver Shell tankstationerne i Danmark, er midt i en landsdækkende udrulning af lynladere til Shell tankstationerne. På sigt vil op mod 100 tankstationer i Danmark blive udstyret med lynladere som den, der nu er åbnet for bilisterne i Frederikssund.

/TS

Andre artikler fra denne uge