Ny hjemmeside gør det let at få viden om miljøets tilstand

Ny hjemmeside gør det let at få viden om miljøets tilstand

MILJØET: Hvordan har miljøet det? Det spørgsmål optager mange natur- og miljøinteresserede danskere, og nu bliver det nemmere for borgerne at holde øje med miljøets tilstand. 

I sidste uge lancerede Miljøstyrelsen nemlig www.miljøtilstand.nu, hvor både borgere og fagfolk kan blive klogere på, hvordan det står til med Danmarks natur til vands, til lands og i luften.

Hjemmesiden formidler de nyeste resultater fra undersøgelser og målinger over hele landet, illustreret gennem tekst, grafer og figurer. 

Her kan man følge udviklingen de seneste år for eksempelvis invasive arter, støjforurening, drikkevand, temperatur og meget mere.

De 50 indikatorer, man finder på hjemmesiden, er nøje udvalgt af fageksperter, så de tegner et præcist og nuanceret billede af miljøets tilstand. 

Miljøtilstand.nu vil løbende blive opdateret, så man altid vil kunne finde de nyeste informationer og data.

Hjemmesiden afløser de 250 sider lange miljøtilstandsrapporter, der hidtil er blevet udgivet hvert fjerde år. Formålet med digitaliseringen har været at gøre den aktuelle viden bredere og lettere tilgængelig og give mulighed for hyppigere opdateringer af informationerne.

Andre artikler fra denne uge