Ny direktør for ROMU

Ny direktør for ROMU

Museumskoncernen ROMU har skrevet kontrakt med Henrik Bo Nielsen, der kommer med en inspirerende og bred erfaring fra topledelse af den danske kulturverden.

 

KULTUR: Henrik Bo Nielsen kommer fra en stilling som administrerende direktør for Det Danske Filminstitut, der har en række opgaver indenfor børnekultur, mediepædagogik, dansk og international kulturformidling, museumsdrift, forskning, arkiver, bibliotek og undervisningstjeneste.
På et enigt ansættelsesudvalgs anbefaling har en ligeledes enig bestyrelse tiltrådt hans ansættelse, og bestyrelsen glæder sig til at indlede samarbejdet.
Henrik Bo Nielsen glæder sig til de nye opgaver.
– Det er med stor glæde og en hel del ydmyghed, at jeg har takket ja til opgaven som museumsdirektør og ansvarlig for ROMU. Jeg er dybt imponeret over den fornemme udvikling, ROMUs mange museer og udstillingssteder har været igennem, og de resultater der er skabt. Der er ingen tvivl om, at kommunerne har et stærkt engagement i museumsfællesskabet og ambitioner på borgernes vegne, og det synes jeg er det allerbedste udgangspunkt for vores fremtidige samarbejde. ROMU er helt tydeligt en kulturinstitution præget af stor faglighed, tårnhøje ambitioner, et stærkt samfundsengagement og ikke mindst smittende fortællelyst. Det glæder jeg mig til at blive en del af, siger Henrik Bo Nielsen.
Også for ROMUs næstformand og borgmester for Frederikssund Kommuner, John Schmidt Andersen, ser fremtiden lys ud:
– ROMU er inde i en spændende udvikling med nye udstillinger på de tre største udstillingssteder, herunder Frederikssund Museum. I en fusioneret organisation er det vigtigt, at ledelsen repræsenterer en bred forståelse at lokalsamfundenes kulturaktører. Det er jeg overbevidst om, at Henrik Bo Nielsen har, og jeg ser frem til samarbejdet, vurderer John Schmidt Andersen.
Stillingen som direktør for Museumskoncernen ROMU blev ledig, da den nuværende direktør, Frank Birkebæk, i februar meddelte, at han ville gå på pension efter 40 år.
Henrik Bo Nielsen forventes at tiltræde som direktør efter sommerferien, hvorefter han vil varetage ledelsen af ROMU i fællesskab med museumskoncernens nuværende vicedirektør, Iben Bækkelund Jagd.
– Som vicedirektør har Iben gennem årene været en drivkraft i udviklingen af museet, og bestyrelsen er meget glade for, at hun fortsat er en del af direktionen. Henrik Bo Nielsen og Iben Bækkelund Jagd vil være et stærkt og på alle måder fagligt dygtigt team, som sammen kan sikre den fortsat høje kvalitet af opgaveløsning og udviklingsarbejde, som ROMU er kendt for, siger Joy Mogensen, bestyrelsesformand og borgmester i Roskilde Kommune.

 

Andre artikler fra denne uge