FREDERIKSSUND KOMMUNE: Det har ikke altid været lige let at komme til Frederikssund eller med færge og bro herfra til Hornsherred.
En ny bog – ”Broer og baner til Frederikssund” af Mogens Nørgaard Olesen gennemgår de mange forbindelser til og fra Frederikssund og ser på både behovet og de lokales kamp for at få fornuftige og brugbare forbindelser.
Der har været broforbindelser mellem Frederikssund og Hornsherred siden 1868 – en nødvendig livsnerve for Hornsherreds beboere, der vil hurtigt og nemt videre til København
og Nordsjælland.
Dog har det ikke altid været lige nemt at få broerne anlagt eller tilpasset det store behov.
Bogen fortæller et stykke lokal- og trafikhistorie om trafikken over Roskilde Fjord – lige fra færgeoverfartens tid til broernes bygning og betydning og kampen for at gøre dem afgiftsfri.
Desuden beretter forfatteren om banerne til Frederikssund, også den sørgelige historie om Midtbanens skæbne og den senere anlæggelse af S-banen.