SÆBY: Historisk Forening for Bramsnæs og Hvalsø har i de senere år udgivet en række lokalhistoriske bøger om egnen omkring Sæby. Nu er turen kommet til at fortælle om selve den gamle landsby Sæby, som i århundreder var Voldborg Herreds dominerende bebyggelse.
En ny bog med titlen ”SÆBY. En beskrivelse af landsbyens historie, ejendomme og beboere” tager læseren med fra fortid og til nutid, fra fortællingen om de arkæologiske fund fra bl.a. vikingetiden, om fæstevæsenets afvikling, om de mange gamle huse og deres beboere i de sidste 250 år, hvor husmænd, håndværkere, indsiddere og fattiglemmer blev konkurrenter til de etablerede gårdsmandsfamilier – indtil samfundet efter 2. Verdenskrig med de mange tilflyttende pendlere totalt ændrede karakter. Bogen er rigt illustreret med kort og især gamle arkivfotos, som dokumenterer byens struktur og borgere.
Også et opslagsværk
Først i bogen er der blandt andet en gennemgang af byens generelle udvikling gennem århundreder eksemplificeret med kort og billeder. Ved udflytningen på marken af halvdelen af byens gårde lige efter år 1800 var byen efterladt med en masse tomme pladser, der efterhånden blev fyldt op med én-længede landarbejder- eller husmandshuse, nogle jordløse og andre med få tønder land jord uden for byen. Det store gods Krabbesholm havde i disse år et stort behov for arbejdskraft, som flyttede ind i nybyggede fæstehuse.
Dernæst er der i bogen et stort afsnit, hvor hver enkelt ejendom i byens centrum beskrives, så man også kan bruge bogen som opslagsværk og følge beboerne gennem deres tilværelse.
I den sidste del af bogen er der kapitler med specielle emner, som foreningslivet, byens forretninger, offentlige institutioner, stamtavler for kendte familier i byen, Sæbys fortid som filmby og lidt om de nye kvarterer, som er opstået i slutningen af 1900-tallet blandt andet ved udstykninger af nogle af de gamle gårde.
/TS
Kom til foredrag med forfatteren
Bogen ’SÆBY – en beskrivelse af landsbyens historie, ejendomme og beboere’ præsenteres af forfatteren Lars Kiørboe ved et billedforedrag tirsdag 27. august kl. 19.00 i Sæby kirke. Alle er velkomne
Efter foredraget er Historisk Forening (tidligere Bramsnæs Lokalhistoriske Forening) vært ved en forfriskning
Mail: lokalhistoriehbh@gmail.com