Af Michael Tøgersen byrådsmedlem (V)
– Vi vil gerne have detailbutikker, men vi handler ikke nok i dem, og meget på nettet.
– Vi vil gerne have specialbutikker, men vi handler i supermarkedet.
– Vi vil gerne reducere CO2 og tænke i klima, men det er naboen, virksomheden eller samfundet, der skal gøre det, for jeg vil køre i min gamle bil, rejse til udlandet, spise importerede varer, fortsætte med det gamle gas-/oliefyr osv.
– De fleste vil gerne have udvikling, men det skal helst være lidt på afstand.
– Vi vil gerne bygge ejendomme, infrastruktur mm. men vi vil ikke have grusgrave (lokalt), som skal levere materialerne.
– Vi vil gerne have rent vand, uden pesticider, medicinrester og mikroplast, men vil vi have et stort moderne vandværk (lokalt)?
– Vi vil gerne have kvalitet i butikker og restauranter, men vi køber discount.
– Vi vil gerne have el, lys, varme, benzin og energi, men vil ikke se på vindmøller, have atomkraftværker, udvinde fossile brændstoffer osv.
– Nogen gange kører vi for hurtigt, men bliver forarget, hvis andre gør det.
– Vi lader os krænke, men kan slet ikke se, at vi også krænker andre. Nej, det gør vi ikke…..
– Vi kræver stadig mere velfærd på de områder, som vi selv er i berøring med, men der er ikke forståelse for, hvordan pengene skal skaffes.
– Osv. osv.
Vi kræver vores ret, stiller krav, har forventninger, udtrykker utilfredshed, men er vi indstillet på at starte med os selv, og er vi overhovedet habile i forhold til at se vores egen rolle i det her?
Vi stiller stadig støre krav til samfundet. Hvem er samfundet?
Den kendte chefreadaktør, Lisbeth Knudsen, udtrykte for nylig: ”Der er et stadigt stigende gab mellem, hvad vi forventer/kræver, og hvad der er muligt, så vi må forvente stigende utilfredshed…..”.
Hvor ”fedt” er det lige? Hvad gør vi?
