JÆGERSPRIS: Det er godt 11 år siden, at en række erhvervsdrivende i Jægerspris tog initiativ til at starte et lokalt netværk af erhvervs- og turismeaktører.
Netværket arbejder til stadighed for at løfte området, så det forbliver et godt sted at bo, med et stærkt fællesskab for kultur-, erhvervs- og foreningsliv.
Netværket er nok mest kendt for at være medarrangør af Blå Nat hver sommer, for juletræstændingen første søndag i december, og så det store bankospil hvert efterår, som gennem årene har sikret økonomi til, at Jægerspris by hvert år udsmykkes smukt af netværkets juletræer, som der bliver flere af år for år.
Styrket fokus på byudvikling
Ved dette års generalforsamling i netværket besluttede man, at indsatsen i de kommende år skal styrkes yderligere på en række områder, som har stor betydning for væksten og udviklingen af området.
Det handler blandt andet om by- og erhvervsudvikling, turisme, kultur- og fritidslivet og skole- og klubtilbud i både Jægerspris og de øvrige bysamfund i 3630 Jægerspris.
Derfor har netværkets bestyrelse nedsat en række nye udvalg, som skal arbejde målrettet med bestemte områder. Det første, som er trukket i arbejdstøjet, er det nye Udvalg for Erhvervs- og boligudvikling.
Udvalget består af John Bang Nielsen fra Bang Nielsen Entreprise A/S, skorstensfejermester Søren Bryde, Søren Brøgger fra SuperBrugsen, Palle Bronée fra Lokalbolig og det lokale byrådsmedlem, Kenneth Jensen. Sidstnævnte er valgt som formand for udvalget.
Om baggrunden for at starte netop sådan et udvalg, fortæller Kenneth Jensen:
– En løbende udvikling af vores bysamfund er helt afgørende. Det er eksistensgrundlaget for et sundt handels- og erhvervsliv, men har også stor betydning for vores skoler, institutioner og foreninger. De er alle afhængige af, at vores lokalsamfund er levende og attraktivt at bosætte sig i.
Og navnlig i Jægerspris sker en sådan udvikling ikke af sig selv, uagtet at omgivelserne er pragtfulde, de offentlige tilbud er fine, og også infrastrukturen har fået et gevaldigt løft med den nye – og nu også gratis – bro.
Støjkonsekvenszonen
Alt er alligevel ikke rosenrødt.
Og det er en af grundene til, at man i Jægerspris Netværk føler sig kaldet til at samle alle gode kræfter, for at prøve at prøve at præge udviklingen.
– For nogle år siden besluttede man fra statslig side at stramme den såkaldte støjkonsekvenszone, som skal sikre forsvarets muligheder for at skyde i øvelsesterrænet.
– Den udfordrer vores muligheder for at udvikle området, for nu at sige det pænt, forklarer Kenneth Jensen, og uddyber:
– På den ene side er vi utroligt glade for skydeterrænet og forsvarets tilstedeværelse. Men de senere år har det også lagt en stor og helt unødig begrænsning på vores muligheder for byudvikling.
– Det er jo jævnt sagt tosset, at der ikke må bygges boliger på tomme og velegnede grunde midt i byen, selv om der allerede ligger boliger på nabogrundene. Lige så skørt er det, at man godt må lave lejligheder på første sal i bymidten, men ikke i stueetagen – udelukkende fordi plangrundlaget her er fra før, man strammede kravene.
Ifølge den nye formand bliver det et langt og sejt træk at få ændret på. Men i udvalget er de fortrøstningsfulde og vil klø på med krum hals.
Sideløbende vil de også se på, hvordan man i øvrigt kan understøtte by-, bolig- og erhvervsudviklingen i området.