JÆGERSPRIS: På et ekstraordinært møde i udvalget for Plan og Teknik har man debatteret en ansøgning om ændring af bymidten i Jægerspris.
Og forkastet ansøgningen, da udvalget ønsker at understøtte den allerede planlagte centerdannelse i Jægerspris.
Den eksisterende bymidte er etableret, så Netto og Superbrugsen er synlige fra Møllevej og lette at nå fra parkeringspladsen foran.
Da en butik bag Superbrugsen og Netto knapt vil være synlig og vil opleves som liggende på bagsiden af bymidten, ønskede ansøgeren i stedet en udvidelse af bymidten, hvor ejendommene Kastanievej 4 og 6 inddrages. Samtidig tilbød ansøger at etablere en ny trafikløsning i krydset Møllevej/Møllehegnet.
Administrationen erklærede sig enig i, at en placering bag den eksisterende bymidte ikke er umiddelbart attraktiv. Dette bekræftes også af, at der ikke er kommet ansøgninger fra butikker om etablering på disse matrikler, siden de blev udlagt som bymidte i kommuneplan 2009.
Administrationen fandt desuden, at en udvidelse på begge sider af Møllevej ville give en mere sammenhængende bymidte.
Det foreslåede projekt omfattede en butik på 1.200 m2.
Det var her på Kastanievej, at der var planer om en butik på 1.200 kvm. Foto: Steen Westh