Nej tak til DSB værksted i Frederikssund!

Nej tak til DSB værksted i Frederikssund!

Læserbrev

Af Inge Messerschmidt, Gruppeformand,
Dansk Folkeparti (O)

Først var det Sydbyen. Det eneste mulige sted at placere et DSB værksted, lød det! Efter en meget langstrakt proces blev den placering heldigvis lagt ned, da Byrådet før sommerferien endelig behandlede forslaget.

Ud af det blå kom borgmesteren dog, inden sagen lukkede helt, med et forslag om en alternativ placering. Stadig i Frederikssund. Nu dog i det nordlige Vinge.

Oprindelig var det helt udelukket med andre placeringer end i Sydbyen. Det var en helt klar melding fra DSB, men hen over sommeren har DSB så undersøgt placeringen i Vinge nærmere. Og nu skal Plan- og teknikudvalget 2/oktober beslutte, om projektet skal videreføres.

Dansk Folkeparti er lodret imod. Vi skal ikke have et DSB værksted noget sted i Frederikssund!

Hvad blev der af den oprindelige vision for Vinge?

“Kerneværdierne og fokusområderne for udviklingen af Vinge er – bæredygtighed, enkelthed, nærvær, natur og byliv – som skal bidrage til at skabe lige præcis den by, hvor mennesker nyder at opholde sig, mødes, og har mulighed for at indgå i dagligdagens fællesskaber.” Sådan lød det ihvertfald en gang!

Hvordan passer et højteknologisk DSB værksted ind i dette? Med kilometerlange spor (14 km), vaskehal, værksteder til reparationer og istandsættelse af togvogne, slibning af toghjul, afvask af graffiti mv.

I “Kvalitetsprogrammet for Vinge”, der er dateret marts 2024, skriver borgmesteren i forordet, at “vi stiller krav”, med ambitioner om “ at Vinge bliver en anderledes og flot grøn by…….”.

Under overskriften “Det grønne erhvervsområde” står bl.a beskrevet i bestemmelserne, at de forskellige erhverv bl.a. skal sikre, “ at udearealerne skal være udprægede grønne og offentligt tilgængelige” og “at offentlige stier til Frederikssund by, Det grønne hjerte og det omkringliggende skal sikres”.

Der er fine billeder, der illustrerer eksempler på “stiforbindelser”. Eksempler på “diskrete placeringer i landskabet” mv.

Hvordan harmonerer det med et DSB værksted?

I sagsfremstillingen står, at etableringen af DSB projektet vil “påvirke Vinges indretning” med “spor og vaskehal der placeres i et område, der ligger tæt på kommende boliger”.

I sagen står også beskrevet, at “DSB værkstedet er med til at sikre at flere vil benytte sig af offentlig trafik”. Jeg vil vove den påstand, at folks interesse for offentlig trafik ikke har noget med placeringen af værkstedet at gøre.

Så hvorfor skal vi gå på kompromis med de visioner, vi har brugt så mange timer på at blive enige om? “Vinge, Fremtidens by i Frederikssund Kommune”, september 2021, “Fremtidens Vinge – en ny udviklingsplan for Vinge”, august 2021, “strategi for jordhåndtering”, november 2022, “kvalitetsprogram for Vinge”, marts 2024 og meget mere, når ideer og visioner skulle opdateres.

Og ikke at forglemme de mange ressourcer der er brugt i administrationen.

Hvorfor skal det nu være okay med 14 km skinner og tog i Vinge, når den oprindelige vision nærmest var en bilfri by?

Dansk Folkeparti er ikke ligeglade med arbejdspladser. Men vi tænker ikke arbejdspladser for enhver pris. Og der vil med garanti komme andre arbejdspladser. Store virksomheder har allerede vist interesse i Vinge, og der vil komme endnu andre.

Det romantiske billede, der kendetegnede Vinge engang, bliver godt nok gjort til skamme.”

Andre artikler fra denne uge