[vc_row][vc_column][vc_column_text]Danmark har fået et nyt garantimærke på fisk. Mærket kan findes i både supermarkeder, fiskebutikker og på restauranter. Det garanterer, at fisk er fanget med garn, line eller andet skånsomt redskab.
NATUREN: Nu er der gode nyheder til den miljøbevidste forbruger og havmiljøet. Et nyt statsligt mærke ved navn NaturSkånsom er nu en realitet. Mærket skal være danskernes garanti for, at fisk er fanget med redskaber, der tager hensyn til havnaturen.
Idéen om mærket er godt otte år gammel, så det er kulminationen på mange års målrettet arbejde.
– Jeg er meget stolt af, at det endelig er lykkedes, siger Søren Jacobsen der er formand for foreningen Skånsomt Kystfiskeri, hvis medlemmer kun fisker med redskaber som garn, pilk og langline.
– Mærket handler om at få fokus på havmiljøet, som mange steder er udfordret. Øresund er et godt eksempel på, at man godt kan høste af naturen og stadig passe på den.
Øresund er nemlig det sted i Europa, hvor man har den mest mangfoldige havnatur og en høj biodiversitet. Det, mener eksperterne i både Danmark og Sverige, skyldes, at der kun må anvendes skånsomt fiskeri og der ikke er blevet bundtrawlet siden 1933.
Det nye fiskemærke NaturSkånsomt bliver kun givet til fisk, der er fanget kystnært med skånsomme redskaber, der ikke skader havmiljøet.
Hos Danmarks Naturfredninsgforening er der også stor ros til det nye fiskemærke:
– Det er godt nyt, at forbrugerne endelig får et mærke, der kan hjælpe dem med at finde vej til bæredygtige fisk. Skånsomt fiskeri påvirker havmiljøet langt mindre end fiskeri med bundslæbende redskaber, fortæller Cathrine Pedersen Schirmer, havpolitisk seniorrådgiver fra Danmarks Naturfredningsforening.
Ikke alle arter
NaturSkånsom er ikke det første fiskemærke i Danmark. Det internationale mærke MSC kom til verden i 1997 og garanterer blandtandet, at en given fisk ikke er overfisket, dvs. hevet i land, selv om bestanden af den pågældende fiskeart er lav eller ligefrem truet.
Den garanti ligger der også i NaturSkånsom – og i en sådan grad, at fiskerne kun kan sætte mærket på bestemte fiskearter.
Eksempelvis vil man ikke kunne få ål mærket med NaturSkånsom, fordi det er en truet art.
Torsk kan på samme vis først først komme på listen, når eksperter har vurderet, om der stadig vil være torsk nok i et givet havområde til at føre bestanden videre, hvis der bliver fisket efter den skæggede rovfisk.[/vc_column_text][vc_single_image image=”44147″ img_size=”800×400 pixel”][vc_single_image image=”44148″ img_size=”800×400 pixel”][/vc_column][/vc_row]