Naturgenopretning i fjorden

Naturgenopretning i fjorden
Halvøen Bognæs i Roskilde Fjord. Foto: Thomas Vestergaard-Nielsen

Et stort landskabs- og biodiversitetsprojekt på halvøen Bognæs ud for Gershøj og Sæby føres nu ud i livet.

SKJOLDUNGERNES LAND: Nationalpark Skjoldungernes Land, lodsejer Michael Halbye, biolog Peer Ravn og entreprenør Tom Malling er i fuld gang med at føre et stort landskabs- og biodiversitetsprojekt på Bognæs ud i livet. En vifte af forskellige indsatser er undervejs og flere sættes i gang i de kommende år – alt sammen for at skabe en mere vild, afvekslende og smuk natur på halvøen Bognæs i bunden af Roskilde Fjord.

Vand skal tilbage
Et af de tiltag, der er undervejs, handler om at genskabe vådområder fordelt over hele halvøen, både i skovene og i de åbne områder. Mere vand på halvøen er nemlig ideelt for insekter, fugle og særligt padder fortæller projektleder i Nationalpark Skjoldungernes Land, Thomas Vestergaard-Nielsen.
– Vi graver rundt omkring på halvøen for at genskabe de oprindelige vandstandsforhold. Vi dækker grøfter til og ødelægger dræn, som ellers har tørlagt området til land- og skovbrug gennem mange, mange år. Og vi skraber også gamle blade, grene og andre aflejringer væk i lavninger. Vandet skal tilbage på halvøen, så der igen opstår små søer og oversvømmede områder. Flere steder fælder vi også træer omkring vådområderne for at skabe lysninger i nærheden af vandet. På den måde skaber vi en variation af våde og tørre naturtyper, hvor vi forventer at se, at stor vandsalamander, spidssnudet frø, sommerfuglen kejserkåbe og andre sjældne arter vil slå sig ned, fortæller han.

Flere sommerfugle
En anden del af projektet handler om at så vilde frø fra egnskarakteristiske blomsterplanter ud på de marker, der engang blev dyrket. Markerne, der i dag henligger som græsmarker, er nemlig fattige på plantearter. Markerne harves derfor og tilsås på ny med vilde blomsterfrø indsamlet fra andre enge og overdrev på Sjælland.
– Målet er, at de tidligere marker igen bliver mere vilde og varierede, så de bliver et godt hjem for flere sommerfugle og andre insekter. Om få år vil man forhåbentlig kunne kigge ud over farverige blomsterenge og overdrev fyldt med dagsommerfugle og en livlig summen af vilde bier. Vi forventer også, at flere fugle som fx viber og lærker vil komme hertil for at yngle, siger Thomas Vestergaard-Nielsen.
En del af planen er at plante enkelte ege og hvidtjørn ud blandt blomsterne. Det vil også skabe mere variation i naturen og et smukkere og vildere landskab.

Store sten tilbage
Om et par år skal store sten lægges ud forskellige steder på de tidligere dyrkede marker. Gennem årene er de store sten nemlig fjernet fra landbrugsarealerne og nu skal de stenbestrøede overdrev genskabes, som de oprindeligt så ud. De store sten tiltrækker mange forskellige arter af fx edderkopper, biller og myrer.
Flere store læs sten skal også bruges til at genskabe et historisk stendige på tværs af halvøen. Stendiget, der tidligere har opdelt Bognæs i flere folde, er beskyttet og har kulturhistorisk værdi. Stendiget skal nu genopbygges, både for at genskabe det historiske landskab og for at give mere dyreliv. I stendiget kan smådyr som firben, snoge, padder, mus, brud og lækat nemlig finde gode gemmesteder.

Besøg Bognæs
Selvom Bognæs er privatejet, må du gerne besøge området og følge med i, hvordan halvøen er under forandring.
I private skove, som dem på Bognæs, gælder, at du må færdes på vej og sti til fods og på cykel fra kl. 6 til solnedgang. Det er ikke tilladt at gå rundt i skovbunden.
Hunden skal holdes i snor, og på den måde er du også med til at passe på naturen i området.

Andre artikler fra denne uge

Stort smagejubilæum


FREDERIKSSUND: Frederikssund Ølsmagning (fØLs) indbyder til 20. års ’smage-jubilæum’ den sidste lørdag i januar. 27 håndbryggere, hobbybryggere, mikrobryggere og bryggerier

Læs mere »

Strik hos bageren


Af journalist Tomas Skov SKIBBY: Skibby Bageri tilbyder et forventet udvalg af blandt andet rugbrød, croissanter og wienerbrød på Hovedgaden

Læs mere »