[vc_row][vc_column][vc_column_text]SKULDELEV: Skuldelev Ås er en af landets smukkeste og mest velbevarede åse og en af hoved-ingredienserne i det fredede landskab omkring Selsø Sø i Horns Herred. Ligesom at Visit Frederikssund fremhæver skønheden og stilheden, så turister drages mod Skuldelev Ås, har Danmarks Naturfredningsforening (DN) i Frederikssund ønsket at prale med seværdigheden, fortæller Per Seerup, der er formand for DN Frederikssund og tillige formand for Samrådet for de nordsjællandske og bornholmske 13.000 medlemmer.
– Derfor havde jeg inviteret formændene for Danmarks Naturfredningsforenings afdelinger i Nordsjælland til selv at opleve den smukke og særegne ås.
Formændene repræsenterer tilsammen 13.000 DN-medlemmer.
Det er imidlertid ikke kun skønheden og naturen, som er interessant. Også det særlige fremsyn, som lå til grund for fredningen i 1951 af de 100 hektar af Skuldelev Ås. Fredningen i 1951 skyldtes nemlig et ønske om at undgå yderligere bortgravning af sand og grus i åsbakken.
Råstofgrave
Baggrunden for fredningen er således højaktuel. For i september beslutter politikerne i Region Hovedstaden, hvor de vil foreslå nye råstofgrave i Nordsjælland.
– Den 70 år gamle fredning af Skuldelev Ås betyder, at den er beskyttet og derfor ikke kommer på tale til udgravning. Råstofgravene omtales dog nu oftere, som det, de er; nemlig huller i landskabet. Eller sår i naturen, lyder det fra Per Seerup
– Jeg glæder mig over, at flere og flere borgere støtter op om, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at bevare landskaberne i Hornsherred, såvel som andre steder.
– Det er kommunen, der som lokal myndighed skal foretage naturplejen i området, blandt andet ved afgræsning, så de sjældne planter får mulighed for at sprede sig. Men alt sammen efter en plejeplan.
Naturpleje
Heri ligger der åbenbart en udfordring for kommunen, mener Per Seerup. For på toppen af Skuldelev Ås løber en sti, hvorfra man har flotte udsigter over Roskilde Fjord og det bakkede landskab.
– Desværre er kommunen bagud med at pleje fredningen. Ja, det er faktisk sådan, at stien på toppen af åsen er groet til mellem Spejderhytten ved Stormgårdsvej og kystskrænten mod Roskilde fjord. – Det er sørgeligt. Så vi har fra DN Frederikssund rettet henvendelse til kommunen for, at den lever op til sine forpligtelser.
– Aktuelt ligger sagen hos formanden for kommunens Plan- og MiljøUdvalg. Så inden længe vil kommunen nok have fået fjernet det opvoksede krat., spår afdelingsformanden.
– Deltagerne fra hele Nordsjælland udtrykte også deres håb om, at kommunen snart fandt ”buskrydderen” frem.[/vc_column_text][vc_single_image image=”43424″ img_size=”800×400 pixel”][/vc_column][/vc_row]