Kanoerne er netop lagt ud ved Gershøj og Møllekrogen.
FJORDLANDET: I nationalparken findes en særlig natur og fine muligheder for oplevelser i det fri – blandt andet i en nationalpark-kano. Kanoerne blev søsat af Nationalpark Skjoldungernes Land sidste år, og de blev hurtigt populære.
Derfor er de nu tilbage i Gershøj og i Møllekrogen, hvor de vil ligge sommeren over.
De seks kanoer skal bidrage til, at alle kan komme en tur ud på Roskilde Fjord – også dem, der normalt ikke har adgang til en båd.
De er gratis at låne, og de er ikke til at tage fejl af med nationalparkens logo og farver malet stort henover siderne.
Kanoerne ligger placeret ved Fjordstien, hvor ruten slår et knæk ind i landet. Dermed er det muligt at låne en kano til at sejle mellem Gershøj og Møllekrogen og skyde en genvej til vands for derefter at fortsætte til fods ad Fjordstien.
Kanoerne kan også benyttes til en hyggelig rundtur ud på fjorden med familien eller med vennerne.
Konceptet er først til mølle. Det vil sige, at kanoerne ikke kan bookes, og der kan derfor forekomme ventetid ved kanoerne, ligesom man ikke altid kan forvente, at der ligger tre kanoer i Gershøj og tre i Møllekrogen. Kanoerne kan nemlig lånes det ene sted og afleveres det andet sted.
De seks kanoer vil lige som sidste år være til rådighed frem til 30. september, hvor de tages op for vinteren.
Et par erfaringer rigere
Da kanoerne blev lagt ud op til sommeren 2020, var det nødvendigt at medbringe en 20-krone for at låse kanoerne op – ligesom i en indkøbsvogn.
I løbet af sommeren var der dog ofte meldinger om hærværk mod låsemekanismen. I år ligger kanoerne derfor ulåst.
Kanoer, redningsveste og årer er dekoreret med nationalparkens logo, så man kan se, hvor det hører til. Men derudover beror projektet på tillid til brugerne, og sejlads i kanoerne er også på eget ansvar.
For at sikre fuglene mod forstyrrelser samler nationalparken viden om, hvor kanoerne bliver sejlet hen. Det sker via sporingsenheder i alle seks kanoer.
Lokal opbakning og tillid
Projektet er et samarbejde mellem Nationalpark Skjoldungernes Land, Lejre Kommune og Frederikssund Kommune, og det er støttet af Friluftsrådet.
I Gershøj ligger kanoerne på et areal ved stranden, som Gershøj Kro stiller gratis til rådighed. I Møllekrogen lægger Selsø-Møllekrogen Bådelaug deres jollestativ til.