Lørdag den 27. august foreslår Nationalpark Skjoldungernes Land, at man oplever nattens dyr og hører fortællinger i skumringen ved Selsø Slot.
SELSØ: I mørke er alle katte grå, spøgelser er gennemsigtige – og fortællinger får en særlig klang.
Kom til Nat i Naturen på Selsø Slot i Nationalpark Skjoldungernes Land lørdag den 27. august og få en unik oplevelse i skumringen.
Bål, nattedyr og fortællinger
Alle er velkommen allerede fra klokken 17, hvor bålet tændes.
Medbring egen madkurv og nyd aftensmaden under åben himmel, før selve arrangementet begynder klokken 18.
Klokken 18 præsenterer nationalparkens naturvejleder, Liv Holm, en masse grej, som man kan prøve.
Nattens dyr lokkes frem, og man kan forsøge sig med en flagermusdetektor og se, om man kan følge de hurtige og næsten blinde jægere, når de bevæger sig gennem luften.
Klokken 19.30 begynder fortællingerne om Skjoldungerne.
Rejs med ind i den nordiske mytologi og mærk magien, som sker og er i mørket, mens solen går ned, og natten kommer snigende.
Det er gratis at deltage og tilmelding er ikke nødvendig.
Arrangementet er for både store og små og støttet af Friluftsrådet.
Fotos: Liv Louise Holm