Fugle, klokkefrøer, insekter og Palle Mikkelborg er blandt de medvirkende på nyt album fra pianist og komponist Peter Rosendal
JÆGERSPRIS: Peter Rosendal er en ørn på et klaver. På sit nye album ”Vejviser”, spiller han på to. Samtidigt. Et Steinway og et Hornung & Møller.
På ”Vejviser” viser Rosendal så at sige vej til ni forskellige danske naturafkroge og deres mangeartede lyde.
For eksempel er der regnen, der drypper en tidlig morgen gennem bladene i Jægerspris Nordskov på Danmarks ældste træ, Kongeegen.
Hele 1.800 dyrearter er truede i Danmark. Debatten om biodiversitet fylder en del hos Peter Rosendal. Med albummet ønsker han at bidrage til debatten med toner, ord og stemninger – ved at give mikrofonen til de truede dyrearter selv.