Læserbrev
Af Sven Mortensen, Bellisvej 9, 4050 Skibby
Et ungt, flot og frodigt bøgetræ er ikke mere iblandt os. Det blev brutalt savet ned ved roden, i perioden ugerne 25-26, 2024. I Frederikssund Kommune har man øjensynligt vurderet, at brugere af Mosen skulle have bedre kig til søen,(eller fældningen har måske en anden begrundelse, som vi Lokale så ikke kender til), men dette træ stod ikke i vejen for udsigten. I Skibby er vi nogle Frivillige, som prøver at passe godt på Mosen og naturen der. Vi har gennem flere år forsøgt, at få et samarbejde med Kommunen, hvor vi kunne udveksle ønsker og planer, således at vi Lokale i højere grad blev inddraget og orienteret. Det synes at være meget svært, at praktisere.
I en tid hvor vi rejser skov og planter træer, som jo er en rigtig god ide, vil det for mig være helt logisk, at man samtidig er opmærksom på de sunde træer, som er plantet og i god vækst, og bevidst værner om dem.
Det fine bøgetræ får vi ikke tilbage, men jeg er da sikker på ,at Frederikssund Kommune lever op til det yderst fornuftige udsagn:” Har du fældet et træ, så skal du plante et nyt”. Med håb om, at et bedre samarbejdet med Kommunen stadig kan etableres, f.eks. har vi jo et forum, der hedder Skibby Aktive, hvor igennem samarbejdet kunne ske.
Bøgetræet blev ca.15 år gammelt, ære være Bøgetræets minde!