Modelflyvningens dag finder sted søndag 26. maj 2024.
JÆGERSPRIS: Hvert år fejres Modelflyvningens dag. I år falder dagen søndag 26. maj. Her viser mange modelflyveklubber i hele Danmark hvad flyvning med modelfly kan være.
I Frederikssund er det Radioflyveklubben der viser sine evner. Fra kl. 11-15 flyver deltagerne på modelflyvepladsen på Hasselhøjvej i Jægerspris.
Droner og svævefly
– Vi viser noget at det, vi bruger masser af god tid på – radiostyrede helikoptere, ”droner”, motorfly, svævefly og elektriske jetmodeller. Desuden kan man selv prøve at flyve med modelfly under kyndig vejledning. Børnene kan prøve små kastefly, der ikke kræver nogen forkundskaber, fortæller Ole Hilmer Petersen fra Radioflyveklubben.
Nogle af modelflyene bygger de selv helt fra bunden af balsatræ og krydsfinér, mens andre er færdigbyggede modeller af træ eller skum. I dag er hovedparten af modellerne elektriske, men der er stadig nogle, der flyver på methanol eller benzin.
– I modelflyvningen har vi et fællesskab om en interesse for flyvning af alle slags. Nogle har en drøm om at flyve fullsize fly, mens andre er inkarnerede modelflyvere. Sammen kan vi dyrke en fælles passion, som vi bruger meget kvalitetstid på, fortsætter han.
Luftige venskaber
Modelflyvningen kan dyrkes både på hobbyplan og som en konkurrencesport. Der er danmarksmesterskaber, europamesterskaber og verdensmesterskaber inden for alle mulige grene af modelflyvningen. På den måde opstår der også venskaber på tværs af landsdele og lande. Et medlem af Radioflyveklubbens droneafdeling blev i øvrigt nummer tre ved sidste års verdensmesterskab i dronerace. Modelflyverne i Danmark er organiseret i Modelflyvning Danmark.
Kom søndag 26. maj kl. 11-15 på Hasselhøjvej i Jægerspris og se, hvad der sker i modelflyveklubberne.
Se mere på radioflyveklubben.dk eller Radioflyveklubben Frederikssund på Facebook. For yderligere kontakt: Ole Hilmer Petersen, 40 88 52 14.