SKIBBY: Der er dansk actionfilm i Skibby Kino den 3. til 6. maj og igen den 11. til 13. maj klokken 19.30. Nemlig ”Underverdenen II” med Stine Fisher Christensen, Birgitte Hjort Sørensen, Abud Mustafa og Dar Salim i hovedrollerne.
Det er syv år siden, at Zaid gik i krig mod den københavnske underverden for at hævne sin afdøde bror (i filmen ”Underverdenen”).
Hans identitet som respekteret hjertelæge og livet som familiefar er blot en drøm, og i fængslet lider Zaid under savnet af sin søn Noah, som han knap nok kender.
Da en PET-agent opsøger Zaid og tilbyder ham en aftale om at blive løsladt, mod at han infiltrerer det københavnske bandemiljø, ser han sin chance til at genvinde resterne af det familieliv, han forlod.
Filmen er tilladt for børn over 15 år, og Skibby Kino viser den tre gange med danske undertekster: Den 4. maj klokken 13.30 og den 11. maj klokken 13.30 og klokken 19.30.