Af journalist Tomas Skov
SKIBBY: Det store supermarked i Hovedgaden 34 i Skibby gennemgår inden længe en grundlæggende ombygning i frugt- og grøntafdelingen, da der nu også skal være plads til såkaldt convenience.
– Vi pakker frugt og grønt ned i weekenden i uge 44. Derefter bliver der lagt nyt gulv, hvorfor man ikke kan komme den vej ind i forretningen, men gennem kasse 4 mandag og tirsdag, fortæller købmand Henrik Memborg.
Derefter bygger håndværkerne vægge op og flytter skydedørene ind til butikken, hvorpå der opstår et convenience-område for enden af frugt- og grøntafdelingen.
Travl men sund
Der kommer også køkken i frugt og grønt, så personalet løbende kan tilberede både blandede salater og udskåret frugt.
Henrik Memborg planlægger med at være helt færdige til onsdag i uge 46, så alt er klar til den store Gourmetaften om torsdagen, hvor der kommer omkring 130 gæster.
Strabadserne med den forestående ombygning er ifølge købmanden for at investere i butikken.
– Convenience vinder frem i Danmark, og vi er mange, der griber til den lidt nemmere madløsning i en travl hverdag – men det nemme behøver ikke være pizza, siger han.