JÆGERSPRIS: – Det var fantastisk at modtage en mail, hvor der stod, at Jægerspris Revyen er godkendt og nu medlem af foreningen RevyDanmark, fortæller en glad Lukas Birch, som er direktør for Jægerspris Revyen.
– Den her forening er revyernes nøglehulsmærke. Det er et kvalitetsmærke, man som publikum kan gå efter.
Blandt medlemmerne i RevyDanmark finder man blandt andet Cirkusrevyen, Nykøbing Falster Revyen og Odense Sommerrevy.
– Det er de professionelle revyers forening. Det er der, alle de store revyer er, og derfor er vi også utrolig glade og stolte over at blive medlem. Det er jo lidt en drøm der går i opfyldelse, for nu er vi blandt de store drenge i klassen, fortæller Lukas Birch.
– Jeg synes egentlig ikke det lægger et større pres på os. Vi gør allerede vores ypperste for at kvaliteten sidder lige i skabet hver eneste år. Til gengæld ser jeg det mere som en blåstempling af, at det vi allerede gør, er det rigtige.
Når jeg selv tager i revyerne, forventer jeg en sjov, flot og musikalsk aften, så det vil jeg altid sørge for man får hos os, forsikrer Lukas Birch.
Jægerspris Revyen spiller fra den 29. januar til og med den 21. februar 2021.