[vc_row][vc_column][vc_column_text]Af Conny Probst
SKIBBY: Det er svært ikke at blive i godt humør, når man hører Thomas Gottlieb fortælle om, hvordan han på 20 år er gået fra at være en enmandsvirksomhed til titlen som administrerende direktør i Anlægsgartner Gottlieb A/S, kloak-, by- og landskabsentreprenør.
Et firma med 120 ansatte fordelt på en afdeling i Skibby og en i Roskilde. Han glæde og stolthed over firmaet og dets mange medarbejdere er smittende.
Thomas Gottlieb er uddannet anlægsgartner. Efter at have arbejdet blandt andet som driftsleder i to andre firmaer besluttede han den 5.11.2001 for at blive selvstændig.
– Jeg startede fra scratch med en kompagnon og en arbejdsmand, en gammel trillebør, en rive og en skovl – i en kostald i Kyndeløse. Jeg kørte rundt iført min grønne overall og præsenterede mig for firmaerne. Medejeren var med en dag om ugen i fire år, så købte jeg ham ud, siger han.
Fodarbejdet kastede en række traditionelle anlægsopgaver af sig, Så udvidede Thomas Gottlieb stille og roligt med en kloakafdeling.
I dag kan firmaet kalde sig autoriseret kloakmester, idet man har flere uddannede kloakmestre ansat. 1. april udvidede firmaet med en arborist-afdeling, der blandt andet fælder, beskærer og planter træer.
Et fodboldhold
Gottlieb A/S er i dag opdelt i en serviceafdeling og en entrepriseafdeling.
Under den første overskrift gemmer der sig pleje og vedligehold af grønne områder og udendørsarealer, vinterservice og arbejde i private haver. I entrepriseafdelingen arbejdes der med større anlæg og kloakker.
– Jeg startede med en gammel Mercedes ladvogn. I dag råder firmaet over 81 køretøjer. Det er da sket lidt, siger Thomas Gottlieb.
– Firmaet har været heldig at få nogle gode medarbejdere. Hvis man behandler sine medarbejdere på en god og anstændig måde, så gør de det samme.
Ved sin side har Thomas Gottlieb de to salgs- og driftsdirektører Tobias Røndbjerg og Kim Mundberg.
– De har stået i lære i firmaet begge to og har taget hele turen op gennem systemet. Vi vil hellere rekruttere internt.
– For mig er det super vigtigt, at jeg er Thomas. Det vil jeg gerne blive ved med at være. Selv om jeg måske er blevet lidt klogere med årene.
– Vi har en meget flad struktur. Vi er alle sammen lige meget værd for vores butik. Jeg ser os som et fodboldholdhold. Du kan jo kalde mig for træneren.
– Selvfølgelig kræver vi noget af medarbejderne; det opfylder de til fulde alle sammen.
Selv om han er administrerende direktør og primært ser firmaet i helikopterperspektiv, så kører Thomas Gottlieb stadig ud i ny og næ.
– Sidste år var selv ude at grave et par trampoliner ned for nogle kunder, da alle folk var optagede, griner han.
Vigtige overskrifter
Firmaet har tre vigtige overskrifter: Arbejdsmiljø, Biodiversitet og Gode kundeoplevelser, fortæller Thomas Gottlieb.
– Vi skal tale ordentligt til hinanden. Hvis vi leverer nogle medarbejdere, der har noget mentalt overskud og er kreative, så bliver vores kunder gladere – og bestiller måske også noget mere arbejde.
– Vi tænker biodiversitet ind på tværs i hele virksomheden. Er der et fag, der skal gå foran, så er det vores. Alle vores motoriserede redskaber er ved at blive udskiftet til el. I stedet for diesel plæneklippere er vi ved at introducere robotplæneklippere. Der er ingen tvivl om, at det er den vej, trenden går. Vi har købt vores første el-bil og skal også til at lave et CO2 regnskab. Det er noget, kunderne efterspørger. Især de offentlige virksomheder.
– Gode kundeoplevelser arbejder vi på hver dag. Vi skal hele tiden dygtiggøre os og forbedre vores kompetencer. Og vi skal lytte til medarbejderne; jeg har ”stjålet” masser af gode ideer fra vores medarbejdere.
52-årige Thomas Gottlieb har udarbejdet en 10-års plan for firmaet, som han har vendt med sine to direktører.
– Jeg går af om 10 år. Jeg vil gerne sende et signal om, at den gamle ikke bliver i butikken, til han rådner op. Det er vigtigt, at man skifter træneren ud, siger han.
Hvis vi leverer nogle medarbejdere, der har noget mentalt overskud og er kreative, så bliver vores kunder gladere, siger THomas Gottlieb.
Foto: Steen Westh[/vc_column_text][vc_single_image image=”45530″ img_size=”800×1205 pixel”][/vc_column][/vc_row]