SKIBBY: Violinist Kim Sjøgren underholder i Skibby Kino den 13. september klokken 19. Emnet er violinen, der blev opfundet i Italien i 1550 og siden har taget verden med storm.
Selv har Kim Sjøgren haft violinen som sit virke de seneste 63 år. Han begyndte som tre- årig, blev optaget på konservatoriet som kun 12 årig (med kulturministerens særtilladelse) og blev koncertmester i det Kongelige Kapel som 22 årig.
Foredraget i Skibby Kino handler dog mindre om Kim Sjøgren selv og mere om violinen og dens fantastiske historie. Dens indtog i de fineste palæer i Frankrig og Rusland, i de landligste bondestuer og på de hotteste jazzklubber i New York og København.
Hør om Stradivarius, om virtuosen og komponisten Paganini og hør en gang, om du kan høre forskel på en dyr og en billig violin.
Men ikke mindst: Hør Kim Sjøgren, professor i violin, spille nogle af de smukkeste og vigtigste stykker fra violinens historie.
Der er to billetpriser:
For 335 kroner får man et oste-/pølsebord fra klokken 17.30 + Kim Sjøgrens foredrag: ”Violinens fantastiske historie”.
Vil man nøjes med foredraget, begynder det klokken 19 og koster 260 kroner.